Elite Nord Frederikshavn A/S har skrevet to-årig kontrakt med Tadeas Galansky

FREDERIKSHAVN: Et vedholdende rygte i Isligaen er nu bekræftet:

Frederikshavn White Hawks snupper målmanden fra guldvinderne Aalborg Pirates.

- Det er med stor glæde, at vi i Elite Nord Frederikshavn A/S kan offentliggøre, at vi har skrevet en to-årig kontrakt med Tadeas Galansky, understreger klubben.

Tadeas Galansky kom til Danmark i 2015 og har vundet pokaltitler med både Odense og Aalborg, og senest blev det altså til et dansk mesterskab med Aalborg Pirates.

- Vi har ofte set Galansky levere mirakler på stregen, og han var vel ene mand om at vinde pokaltitlen, da Odense rejste fra Frederikshavn i champagnerus for tre sæsoner siden, lyder det fra Elite Nord

Galansky er 25 år, og har været forbi USA og Finland, siden han forlod hjemlandet Tjekkiet i 2009.

- Vi tror, at vi har fundet den helt rigtige keeper til Frederikshavn White Hawks. En ung keeper der stadig er sulten efter succes, hedder det i pressemeddelelsen.

Tadeas Galansky og hans familie vil komme til Frederikshavn i august, og her får han trøje nummer 29.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...