”Bare fordi vi er fattige, behøver vi ikke også at være dumme!

Sådan skulle Frederikshavns kongelige grundlægger have udtalt i forbindelse med den såkaldte statsbankerot i 1813.

”Derefter støttede han op bag undervisning og kultur. I dag er vi ikke længere fattige, så langt fra endda,” fortæller Arkivar Erik S. Christensen, Kystmuseet.

”På landets kirkegårde, også i Frederikshavn kommune, kan vi se, at der bliver sparet. Store dele af kirkegårdene ligger øde hen og afspejler slet ikke det liv der er uden for kirkegårdsdiget. For ganske få år siden var byens kirkegårde grønne åndehuller som samtidigt kunne fortælle den interesserede om byens og egnens befolkning. Hvad de levede af, om de var medlemmer af en loge eller havde haft et fortjenstfuldt liv eller gjort en fortjenstfuld gerning i livet. Vi kunne læse om borgmestre, købmænd, konsuler, arbejdsmænd, kranførere og læger. Mange uddøde erhverv kunne vækkes til live igen når man gik rundt på kirkegården”, forstætter Erik S. Christensen.

”Men globaliseringen og nærigheden hos os, de efterladte, har spillet kirkegårdsledelsen et puds. Og de er nu endt med den utaknemlige opgave sammen med historikere, provst og menighedsråd at vælge hvem der består og hvem der skal gå i glemmebogen. Alt for mange ønsker ikke et evigt liv på kirkegården. Vi begraver vores døde i de ukendtes gravsted eller spreder asken over Kattegat. Det giver ingen indtægter til kirkegården, som gennem de sidste år har måttet fordoble taksterne for blot at have råd til at slå græs, plante træer og holde de få tilbageværende gravsteder. Alt for ofte bliver det så de bevaringsværdige gravpladser som bliver nedlagt eller som sognefoged Peter Munk Nielsen og hans søster Karens gravsted på Frederikshavn kirkegård, bliver flyttet hjem i haven på det museum han fik lavet for at mindes og dokumentere hans og hans forældres liv”, fortæller Erik S. Christensen.

Så når vi kritiserer menighedsrådene for at ødelægge vores gravskat, så peger pilen i høj grad også på os selv, og den måde vi begraver vore kære på i dag. Politikerne kan gøre noget ved det, men lad det ske snart, inden den sidste landsbykirkegård omdannes til et grønt område.

Mindelund over familien

”Vi havde håbet på, at vi kunne få gravstedet fredet, da der stod en mindesten over Peter Munk Nielsens far, Sognefoged August Nielsen, fra familie og venner, udtaler formanden for Sognefogedgårdens Venner, Anette Jørgensen.

”Det blev så den næst bedste løsning, nemlig det at vi fik stenene hjem til gården igen, som Frederikshavn Kirkegård var så flinke at aflevere på museumsgården”, fortsætter Anette Jørgensen.

”Vi har derfor lavet en mindelund i haven, hvor vi fremover vil lægge blomster på mindedagene for dermed at mindes dem som har været med til at bygge denne del af byen op, og gøre det muligt for folk, at komme forbi og se hvorledes folk i området levede for 100 år siden”, slutter Anette Jørgensen.

Det er i år 30 år siden, at Peter Munk Nielsen døde på plejehjemmet Caspers Hus i en alder af 90 år. På museet fortælles der på rundvisninger mange anekdoter om Peter Munk og hans familie, mens guiden viser rundt i de gamle stuer.

Om Sognefogedgården

Sognefogedgårdens Venner står for den daglige drift af gården, og museet er udelukkende drevet af frivillige. Det er dem du møder når du besøger den gamle museumsgård, og som formidler historien på en levende måde, mens de går udklædte i tidstypisk tøj. Høns og ænder render rundt på gårdspladsen, ponyerne går rundt i folden, og børnene kan prøve den gamle vandpumpe på gårdspladsen. Det oser af gammeldags hygge og idyl på den gamle Sognefogedgård der i dag ligger midt mellem parcelhuse og industri i den nordlige ende af Frederikshavn, på Mellergårdsvej.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...