Tove Jensen har været frivillig i bestyrelsen i Alzheimerforeningen Nordjylland gennem alle 27 år

HJØRRING: Alzheimer er nok den mest kendte demenssygdom, men der findes cirka 200 forskellige. Og hver gang sygdommen rammer, er der tale om et særligt tilfælde, fordi mennesker og familier er forskellige. Men fælles for de fleste er, at der kan hente god hjælp i både den professionelle og frivillige verden.

- Jeg var med til at starte Alzheimerforeningen i 1992. Dengang havde jeg selv oplevet hvordan min far blev mere og mere syg, men bare fik lov til at gå. Det var i 1980´erne, hvor man ikke talte om demens, men betragtede sygdommen som en del af det at blive ældre. Sådan er det heldigvis ikke mere. I dag ved vi meget mere. Det er også blevet nemmere at tale om. Og nemmere at finde hjælp til at leve med sygdommen, fortæller Tove Jensen, som har været frivillig i bestyrelsen i Alzheimerforeningen Nordjylland gennem alle 27 år.

Tove Jensen er foreningens eneste bestyrelsesmedlem bosat nord for Limfjorden. Hun står for Demenscafé i Sæby og Frederikshavn. Samt rådgivninger på Sygehus Syd Aalborg, i Skagen og Hjørring. I Hjørring er det i Rådgivnings- og Aktivitetscenter Vendsyssel (RAV) i Østergade 9 den 2. tirsdag i måneden kl. 12.00 – 13.30. På andre tidspunkter tilbyder RAVs personale rådgivning og inviterer til forskellige aktiviteter.

- Det meste handler om at lytte og at give gode råd. Først og fremmest anbefaler jeg altid folk at gå til lægen, hvis de ikke allerede har været der. Flere har symptomer på demens, som viser sig at være noget andet, når det bliver rigtig undersøgt. Men er man ramt af demens, er det vigtigt at få den rigtige diagnose, da en god behandling kan være med til at forhale sygdommen. Desuden kan et godt netværk gøre det nemmere at leve med sygdommen, siger Tove Jensen med et varmt og vemodigt smil.

I 2015 startede Alzheimerforeningen kampagnen Demensven. Som demensven får man viden om sygdommen og konkrete værktøjer til at hjælpe mennesker med demens i forskellige situationer.

Hver Demensven bestemmer selv, hvor meget de ønsker at engagere sig, og enhver håndsrækning tæller. Det handler først og fremmest om at sætte sig lidt mere ind i demens. For manglende viden om demens i samfundet er, ifølge dem der er berørt af sygdommen, det der gør det sværest at leve et godt liv. Alzheimerforeningen er en patient- og pårørendeforening, som har til formål at skabe større åbenhed og bedre vilkår for både demente og deres pårørende.

- Demensven er et tiltag, som hjælper mange. Selv om vi allerede er 100.000 demensvenner på landsplan, håber vi mange flere vil være med, fortæller Tove Jensen, som gerne modtager tilmeldinger. Eller fortæller mere om dette og foreningens øvrige initiativer.

Hun kan træffes på telefon 98 48 61 65.

Tove Jensen kan også træffes i Metropol i Hjørring på den internationale alzheimerdag lørdag 21. september. Og på Foreningsmarked i Forsamlingsbygningen i Hjørring lørdag 28. september.

På Foreningsmarked kan du også møde andre frivillige sociale foreninger. Og opleve bedste-FAKTOR, hvor bedsteforældre og børnebørn synger sammen med Rytmisk Pigekor Hjørring. Et arrangement, hvor alle kan være med. Hvor det ikke handler om at være bedst, men om fællesskabet og at synge sammen.

Ønsker du at vide mere eller blive tilmeldt bedste-FAKTOR, er du velkommen til at kontakte Mette Jakobsen, koordinator i Frivilligcenter Hjørring. Adressen er Østergade 9 i Hjørring. Åbningstiden er tirsdag og torsdag kl. 08.30 – 17.00. Mette Jakobsen træffes desuden alle hverdage på tlf. 24 26 40 70.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...