Vi er gode til at give gavekort, men det kniber med at få dem brugt.

Gavekort er en god forretning - for forretningerne

FREDERIKSHAVN: Mere end otte ud af 10 danske forbrugere har modtaget et gavekort i gave inden for de seneste år. Men for rigtig mange ender det i ærgrelser og spildte penge, blandt andet fordi gavekortet udløber, inden det bliver brugt. Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk.

Når den gode gaveidé mangler, tyr mange til et gavekort. Mange gavekort ender imidlertid deres dage i skuffer uden at blive brugt. En ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk viser, at hele 4 ud af 10 forbrugere, inden for de sidste fem år, ikke har nået at få brugt et gavekort, inden det udløb. Og så er gaven spildt.

Jurist hos Forbrugerrådet Tænk Jakob Steenstrup understreger, at organisationen ikke opfordrer forbrugerne til at lade være med at forære gavekort til jul eller fødselsdag. Men det er en god idé at undersøge gavekortets begrænsninger, før man køber det.

- Gavekort kan for nogle være en fin løsning, men du skal være opmærksom på, at der typisk følger en række begrænsninger og risici med et gavekort. Det kan være, at der er et bestemt tidspunkt eller område, gavekortet skal bruges på, eller at gavekortet kun giver forbrugeren adgang til udvalgte retter på en restaurant. I værste tilfælde kan forbrugeren helt miste sine penge, hvis den erhvervsdrivende går konkurs, eller hvis gavekortet bliver lagt i en skuffe, og det udløber, før det bliver brugt, siger Jakob Steenstrup.

Når forbrugerne køber et gavekort, har den erhvervsdrivende med andre ord alt at vinde og intet at tabe, mens det modsatte kan siges om forbrugerne. En undersøgelse fra Deloitte viste i 2012, at op imod en halv milliard kroner hvert år går tabt på ubrugte gavekort - et beløb, der formentlig er større i dag.

Hos Forbrugerrådet Tænk kan man ikke se det rimelige i, at erhvervsdrivende giver korte frister for at benytte værdien af et gavekort.

- Hvis man som forbruger har betalt en butik 500 kroner for et gavekort, bør man selvfølgelig kunne købe for 500 kroner, som minimum inden for de tre år, som er lovens udgangspunkt. Det er det eneste rimelige, siger Jakob Steenstrup.

Han pointerer, at det kan være et bedre alternativ at give kontanter i gave og fx selv angive på et kort, hvad pengene er givet til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...