- Det kører heldigvis planmæssigt for os. Vi er som sådan ikke påvirket af Corona. Der er næsten fuld bemanding, men det er selvfølgelig lidt mere besværligt når vi skal overholde kravene til afstand mellem folkene. De kan ikke spise sammen i vognene, men spiser i stedet i maskinerne, og jeg arbejder hjemme fra fortæller Søren Pilgaard fra Park & Vej.

Han fører tilsyn på projektet og besøger gågaden mindst to gange om dagen for bl.a. at holde øje med, at arbejdet foregår sikkert for alle.

- Vi har nogle udfordringer med at holde gangstierne fri, da vi er nødt til at skulle ind til facaderne. Nogen gange får vi overraskelser, og så tager det lidt længere tid end vi regnede med. Vi forsøger hvis muligt, at etablere overgange, men vi skal være helt sikre på at det kan foregå sikkert.

Gravearbejdet foregår fra begge sider ind mod Kallstorvet, med henholdsvis fjernvarme fra Fisketorvet og kloakker fra Tordenskjoldsgade. Nu mødes de ved Kallstorvet og så skal de overlappe hinanden. De kan komme til at gå lidt i vejen for hinanden og få lidt forsinkelser, men det håber vi løses hurtigt.

- Alt gravearbejdet regner vi med er færdigt omkring påske, hvorefter vi skal i gang med at lægge fliser og belægning. Og skal man sige noget positivt om hele situationen, så kommer krisen for butikkerne på et godt tidspunkt. Det var jo meget værre det havde været når gågaden var færdig. De få gæster i gaden gør også vores arbejde lettere – da der er lidt færre at holde øje med fortæller Søren inden han afslutter formiddagens runde gennem gaden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...