Så har Vendsyssels 1200 veteraner fået deres egen veteranstue

KOMMUNEN: For første gang fejrede Frederikshavn Kommune Flagdagen for Danmarks udsendte.

Det skete på selve dagen torsdag den 5. september på Orlogshjemmet på Understedvej i forbindelse med indvielse af den nybyggede Veteranstue.

Indvielsen blev foretaget af borgmester Birgit Hansen, der var hastet hjem fra møde i København for udelukkende at være med til at fejre den store begivenhed, herefter var det hurtigst muligt retur til København.

Orlogshjemmet var fyldt til bristepunktet med gæster fra nær og fjern, der ville være med til indvielsen og fejre dagen for Danmarks udsendte.

Festligheden blev indledt med sangen ”Skønne september”, hvorefter generalsekretær i KFUM Soldatermission Per Møller Henriksen bød velkommen.

Inden borgmesteren fik ordet talte formanden for KFUM Soldatermission sognepræst Jesper Hornstrup.

Birgit Hansen talte om det store arbejde, der var gået forud med blandt andet at tilvejebringe de nødvendige økonomiske midler, før ideen om en Veteranstue kunne realiseres.

Borgmesteren var dybt imponeret over de mange, der havde støtte op omkring projektet og de frivillige, der havde knoklet sammen med håndværkerne.

Birgit Hansen takkede også de, der er eller har været udsendt til verdens brændpunkter for Danmarks frihed.

Hun takkede dem dybfølt fra hjertet og håber, at Frederikshavn Kommune i lighed med andre kommuner fremover vil fejre Flagdagen for Danmarks udsendte.

Kommunen har nemlig omkring 500 veteraner, der fortjener anerkendelse for deres indsats.

I Brønderslev og Hjørring er der op mod 700 veteraner.

Efter talerne var det tid til at klippe den røde snor og dermed indvie den nye flotte Veteranstue.

Snoreklipningen blev foretaget af borgmesteren og Jesper Hornstrup i fællesskab.

Derefter blev der inviteret til rundvisning på Orlogshjemmet og et kæmpe kaffebord i Veteranstuen.

Den nye veteranstue er en 54 kvadratmeter tilbygning, der er bygget i respekt for Orlogshjemmets arkitektur.

Udgifterne til tilbygningen med handicapadgang og nyt handicaptoilet er i omegnen af 900.000 kroner.

Hertil kommer mange timers frivilligt arbejde.

Udvidelsen betyder, at veteranerne kan være uforstyrrede i eget lokale, og samtidig kan hjemmet benyttes af andre som normalt i åbningstiden.

Det ekstra lokale åbner også op for forskellige arrangementer på Orlogshjemmet.

Orlogshjemmet på Understedvej drives af KFUM Soldatermission.

Soldatermissionen driver også soldaterhjem i andre lande for udsendte i international tjeneste samt 14 steder i Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...