Er rykket op på Fisketorvet i de lokaler, der tidligere husede Marcus

FREDERIKSHAVN: Efter 1 ½ måneds renovering, var det perfekt timing at Vero Moda, var klar til at rykke ind i de nyrenoverede lokaler dagen før den helt store handelsdag, Open by Christmas.

De nye lokaler på Fisketorvet husede tidligere herretøjsbutikken Marcus, som lukkede i august.

Egentlig var det ikke tanken at rykke teltpælene op, men en henvendelse fra en ejendomsmægler satte tankerne i gang hos Mette Nørgaard, som ejer Vero Moda butikken i Frederikshavn samt yderligere fire Vero Moda forretninger i Skagen, Brønderslev, Sæby og Aars.

- Jeg blev lidt nysgerrig og var nede for at kigge på butikken. Og kombinationen af en større butik, bedre placering, bedre plads til gadevarer og selvfølgelig det faktum at gågaden skal graves op i 2020, gjorde at jeg blev fristet til at flytte fortæller Mette .

- Vi har sløjfet en del af butikslokalet, som vi har lavet til lager og derudover har vi åbnet mere op til vinduerne, så der kommer masser af lys ind. Desuden har vi fået mulighed for at indrette flere prøverum, hvoraf et er lavet ekstra bredt, for bedre tilgængelighed med fx kørestol. Og til de mænd der er med på indkøb, har vi indrettet et hyggehjørne.

- De nye lokaler giver os endnu bedre muligheder for at lave nogle fede arrangementer til vores kunder.

- I foråret får vi fx et arrangement hvor vi først har shopping i butikken og derefter foredrag med Silas Holst.

- Foredraget bliver dog arrangeret ude i byen. Og det er vigtigt for os som fysisk butik, at have muligheden for at knytte vores kunder endnu tættere med spændende arrangementer, hvis vi skal konkurrere med nettet fortæller Mette Nørgaard.

Mette Nørgaard, som blev udlært i Sophy som 18 årig, fik efterfølgende job hos Bestseller/Vero Moda i København og var med til at åbne masser af Vero Moda butikker i de 6 år hun var ansat.

Herefter startede hun sin første Vero Moda butik i Brønderslev.

Siden fulgte de andre butikker og for fire år siden købte hun butikken i Frederikshavn, som tidligere var ejet af kæden.

Mette Nørgaard har i øjeblikket ca. 30 fastansatte inkl. de skolepiger som hjælper om eftermiddagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...