Spændende historier fra det virkelige liv oprulles i den nye årbog

VENDSYSSEL: For de mange tusind medlemmer af Historisk Samfund for Vendsyssel er udgivelsen af Vendsyssel Årbog et højdepunkt.

Efter den 16. november begynder sognerepræsentanterne at køre rundt med årbogen til de mange hjem, hvor udgivelsen ventes med spænding.

Bogen, der rummer et mylder af spændende artikler om lokalhistoriske emner i Vendsyssel er gratis for medlemmerne, alle andre må til lommerne og kan købe bogen i boghandlen eller på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.

Og hvad indeholder årsbogen så i år?

Vi kommer som altid vidt omkring - men kan da fremhæve havnebyggeri, krigsfangenskab og kunstrejser rundt i Vendsyssel.

Claus Henne var præstesøn fra Norge og blev i 1806 kommanderet til Fladstrand for at sætte gang i havnebyggeriet.

Få år tidligere havde han været ombord på fregatten ”Iris” i konvojsejlads til Indien, og i Bengalen blev han ramt af et vådeskud.

Til gengæld slap han uden skrammer fra slaget på Reden 2. april 1801.

Poul Dedenroth-Schou, der langt ude er i familie med Henne, fortæller den spændende historie.

Cand. mag. Henrik Heinemeier har tidligere i bogform beskæftiget sig med danske i Berlin.

I årbogen kigger han på manufakturhandlersønnen Henning Rechnitzer-Møller, der prøvede at slå igennem som komponist i Tyskland i 1930’erne.

Her kom han tæt på den musikelskende Hermann Göring og andre nazistiske spidser.

Den engelske ubåd HMS ”Seal” blev i foråret 1940 sendte ind i ”helvedes forgård”, som Kattegat blev kaldt på den tid, for at udlægge 50 miner i nærheden af Vinga.

Imidlertid ramte ubåden en tysk mine, og de 60 ombordværende troede, at deres sidste time var kommet.

Mirakuløst kom ubåden atter op til overfladen, hvor den dog snart blev observeret af det tyske luftvåben.

Englænderne måtte overgive sig og blev interneret i Frederikshavn før de endte i krigsfangenskab i Tyskland.

Den dramatiske historie skrives af journalist Poul Bech.

Martinus Rørbye foretog mange rejser i sit korte liv, og altid havde han skitseblokken ved hånden.

Således også da han i maj måned 1833 bevægede sig rundt i Vendsyssel.

Hugo Kristensen er gået i Rørbyes fodspor og kommenterer skitserne fra turen.

Marinemaleren Christian Mølsted kom også til Vendsyssel, hvor han mødte skæbnen i form af bagerdatteren Thea Svendsen fra Lønstrup.

De blev gift, og Mølsted fandt et hav af motiver i Lønstrup og omegn.

Kunsthistoriker Tina Høegh Nielsen ruller historien ud.

Walter Schwartz blev født i København i 1889, men opholdt sig 1901 til 1907 i Skagen, hvor hans far var borgmester.

Han satsede på en karriere som kunstmaler, gik på Akademiet og nåede at udstille sine værker ved flere lejligheder, før han lagde kursen om og blev journalist på Politiken.

Skagboen Peter F. Højlund er dykket ned i historien om Walter Schwartz.

Yderligere kan man i Vendsyssel Årbog 2020 læse om livet i en kolonialhandel i Mosbjerg under besættelsen, om tilværelsen som degn i Hundelev, om Limfjorden som forsvarslinje og om Løkken redningsstation.

Årbogen slutter som altid med et sprælsk indblik i hvad der rører sig i museums- og arkivverdenen i Vendsyssel.

Vendsyssel Årbog 2020 er på 192 sider, gennemillustreret og forsynet med et personregister.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...