I Frederikshavn markerer Hjerteforeningen i efterårsferien den internationale hjertestarterdag

FREDERIKSHAVN: Hele familien er inviteret, når hjertestart bliver sat på dagsordenen i hele landet onsdag 16. oktober i anledning af den internationale hjertestarterdag.

I Frederikshavn kan du se, hvordan en hjertestarter fungerer, du kan tilmelde dig det gratis introduktionskursus ”Hjerteredder – 30 minutters introkursus i genoplivning” og der er uddeling af hjerteballoner til børnene.

En ambulance er også til stede ved arrangementet, så interesserede kan se, hvordan den er indrettet.

- Der er heldigvis sket en markant stigning i antallet af danskere, der træder til, hvis de overværer et hjertestop. Der bliver nu trådt til i 68 procent af hjertestoptilfældene – det er en tredobling i forhold til 2001. Men selvom flere nu kan yde livreddende førstehjælp og handler, opfordrer vi i Hjerteforeningen stadig til, at endnu flere lærer livreddende førstehjælp – det kan for et medmenneske betyde forskellen på liv eller død, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

Du kan også blive bedre rustet til at redde liv ved at besøge Hjerteforeningens stand.

Du finder den ved Frederikshavn Svømmehal, Parallelvej 8 onsdag 16. oktober mellem kl. 10 og 15.

Her kan du også få en snak med en instruktør i genoplivning.

I Danmark står Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden for 7. år i træk bag den årlige Hjertestarterdag. Målet er at minde danskerne om, at det er vigtigt at træde til, hvis de er vidne til et hjertestop. Hjertestarterdagen markeres over hele landet i uge 42, hvor en lang række aktører inden for genoplivning inviterer til gratis arrangementer i hele landet – fokus er at få danskerne til at lære at redde liv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...