Hans værker sælges til skyhøje priser på internationale kunstauktioner, men i sit liv forblev han fattig og stort set ukendt. Hør den gribende fortælling om et intelligent og lidenskabeligt menneske, der døde alt for ung.

Uden at have den helt store indsigt i kunst, så er der vist rigtig mange, der godt ved, at van Gogh skar sit øre af. Det er blot én af myterne om Vincent van Gogh (1853-1890). Den hollandske præstesøn, som allerede i drengeårene kom i nær berøring med billedkunsten.

I 1869 gik han, som 16-årig, i lære som kunsthandler, men kom på grund af ulykkelig kærlighed i en dyb psykisk krise. Det førte til en omflakkende tilværelse med forskellige gøremål, bl.a. en tid som lægprædikant, inden han i begyndelsen af 1880’erne besluttede at hellige sig maleriet.

På ti år producerede han over 900 malerier, men solgte i sin levetid kun et enkelt. Hans dedikation til kunsten kostede ham hans helbred, og hans belastede sindstilstand førte ham til at skære sit øre af og endelig til at tage sit eget liv – blot 37 år gammel. Samtidig fremstiller hans breve ham som et intelligent og lidenskabeligt menneske, og i hans malerier træder en dybt original kunstner frem.

Van Goghs værker sælges i dag til skyhøje priser på internationale kunstauktioner, men i sit liv forblev han fattig og stort set ukendt.

Cand. mag. Christian Friis fortæller den gribende fortælling på Frederikshavn Bibliotek, tirsdag den 14. januar, kl. 19.30-21.30.

Foredraget er tilrettelagt i samarbejde med Folkeuniversitetet i Frederikshavn, og billetterne finder du på bibl.frederikshavn.dk under Det Sker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...