Seks elever fra Privatskolen i Frederikshavn får nu mulighed for at være med til at sætte dagsordenen på Christiansborg

FREDERIKSHAVN: Seks elever fra Privatskolen i Frederikshavn er blandt 179 unge, der er udvalgt til at indtage Christiansborg mandag 27. januar 2020, når udskolingseleverne afløser politikerne i Folketingssalens grønne stole på ungdomsparlamentsdagen.

Her skal eleverne møde i Folketinget for at diskutere og stemme om de lovforslag, som de selv og andre unge har udarbejdet i undervisningen på deres skoler.

De skal behandle forslagene i de respektive udvalg og deltage i spørgetimen, og til sidst bliver elevernes endeligt vedtagne lovforslag overrakt til Folketingets formand og til repræsentanter for de ungdomspolitiske partier.

Folketinget inviterer hvert andet år alle udskolingselever fra skoler i Danmark, i Grønland og på Færøerne til at deltage i Ungdomsparlamentet, der er et særligt tilrettelagt undervisningsforløb.

Eleverne får mulighed for at prøve kræfter med det arbejdende demokrati og udarbejde forslag til love, som de mener kan bidrage til at løse nogle af samfundets store udfordringer.

De 179 elever og deres lærere udvælges til at deltage i ungdomsparlamentsdagen på Christiansborg med baggrund i deres indsendte lovforslag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...