FIK vandt DM for U20 på hjemmebane foran 700 tilskuere

Frederikshavn Ishockey Klub var i weekenden vært for de danske mesterskaber for U20 hold. FIK’s eget hold kvalificerede sig i sidste weekend til deltagelse i finalerne, efter at have besejret Herlev i kvartfinalen.

De danske mestre skulle findes mellem FIK, Rødovre, Herning og Odense. FIK lagde flot ud med at besejre Herning 5-3 i fredags og lørdag blev det igen til en sejr på 4-2 over Rødovre. Dermed kunne FIK selv afgøre mesterskabet med minimum uafgjort i søndagens kamp mod Odense.

Der var flot opbakning til holdet med 700 tilskuere i Nordjyske Bank Arena, hvor også de trofaste tromme-supportere var på plads. Første periode var en lidt rodet affære, hvor ingen af holdene fandt vejen til netmaskerne. Men i anden periode fandt FIK det gode spil frem og sad fuldstændigt på kampen, uden at det dog lykkedes at score. Heller ikke Odense fik scoret, ikke mindst takket være en flot kamp af FIK’s målmand Kevin Frydkjær.

Straks efter starten på tredje periode lykkedes det endelig for FIK, da Mikkel Berthelsen scorede på en retur. Målet var assisteret af Mikkel Hansen og Radim Piroutek. Det var igen Mikkel Berthelsen der kort tid efter uassisteret scorede til 2-0, og den stilling holdt indtil tre minutter før tid, da Mark Izouski kunne sende pucken i mål til 3-0 assisteret af Alexander Borup. Dermed røg den sidste spænding ud af kampen og resultatet holdt kampene ud, inden drengene flot kunne kalde sig danske mestre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...