Thomas Kjær håber, at Vendsyssel Håndbold kan give tophold kamp til stregen i den unge cheftræners debut

FODBOLD: I en alder af bare 29 år får Thomas Kjær lørdag sin debut i spidsen for et hold i kvindernes bedste håndboldrække, når Vendsyssel Håndbold får besøg af København Håndbold i Syvsten.

Thomas Kjærs oprindelige titel i Vendsyssel Håndbold var assistenttræner, men han fik overdraget ansvaret, da den hidtidige cheftræner Kent Ballegaard blev fyret tidligere i oktober.

- Det har altid været min drøm at blive cheftræner, og det er det, jeg har stræbt efter. Det er klart, at det er i en tidlig alder, jeg er nået dertil, og der kan måske være nogle, der sætter spørgsmålstegn ved, om jeg er dygtig nok, men det håber jeg selvfølgelig at bevise, at jeg er, siger Thomas Kjær.

Han erkender dog, at han med skridtet op ad trænerstigen er trådt ind i en ny verden.

- Det er selvfølgelig en omvæltning. Nu er det mig, der står med ansvaret, og det giver mange flere opgaver end før. Jeg har folk omkring mig, og vi har været gode til at løfte i flok. Spillerne har også været med til at løfte det, så overgangen har været ganske fin, men jeg har da brugt flere af mine vågne timer på jobbet end før, siger Thomas Kjær.

Han glæder sig over, at spillertruppen har taget godt imod trænerskiftet.

- De har håndteret det meget professionelt. Når sådan noget sker, er de første dage altid lidt specielle, men så kommer man videre.

- Som hold trængte vi til ny energi. Vi glæder os rigtig meget til at komme i ilden igen, for vi skal ud at vise et andet udtryk og en anden glæde end det, vi fik afleveret i den sidste kamp.

- Jeg tror, at alle her er med på, at de skal være med til at byde ind med mere nu, siger Thomas Kjær.

Sæsonens første syv kampe har blot udløst et enkelt point for Vendsyssel, mens lørdagens gæster fra København til gengæld har hentet 10 af 14 mulige point.

- Kigger man på tabellen eller på den økonomi, de to hold har til rådighed, er der ingen tvivl om, at de er storfavoritter, men vi vil altid jagte point.

- De kommer med en bustur på fem-seks timer i benene, og i en lille hal i Syvsten kan alt ske. Får vi færten af point, går vi benhårdt efter dem, siger Thomas Kjær.

Der er kampstart i Syvsten klokken 16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...