De unge skulle da også have en autograf

En legende krydsede vores vej, siger teaterforeningens formand

FREDERIKSHAVN: En legende satte et spor i Frederikshavn, da Frederikshavn Teaterforening og AOF Nord kunne præsentere Ulf Pilgaard på The Reef.

Ulf Pilgaard er en af Danmarks største skuespillere og har været i branchen siden 1963, da debuterede i Collage-truppen. Han har i over 40 år spillet med i revyer og på teatret, herunder gennem 30 år i Cirkusrevyen. Han har også haft enkelte større filmroller som i Nattevagten af Ole Bornedal, men er også kendt fra den første Olsen Banden film, tv-serien Borgen, spillefilmene Nøddebo Præstegård, Kandidaten, Arven og mange flere.

- Vi fik mange alvorlige og sjove anekdoter om Ulf`s liv, vi kom med helt fra starten i præstefamilien og frem til i dag, fortæller Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Det gjorde stort indtryk på publikum, da Ulf fortalte om hans barndom hvor han tydeligt kunne huske da tyskerne forlod Danmark. Lyden af støvletramp glemmer han aldrig.

Desuden var det skønt at se Ulf Pilgaard som en meget levende storyteller.

Han stod ikke stille mange sekunder af gangen, begejstringen over sit fag og alle de mennesker han har mødt i sit lange liv, fik frit løb over scenen.

Ulf evnede virkelig at komme ud over scenekanten og ramme sit publikum.

Ulf Pilgaard lagde vægt på, at man som menneske altid skal have masser af selvironi ellers ender man ulidelig selvhøjtidelig og det er der ikke mange der synes om.

Efter oplægget var de rigtig mange der lige skulle have en autograf og et billede med hjem, ja selv helt unge "fans" var til stede og skulle foreviges med Ulf Pilgaard.

- En legende krydsede vores vej, hvor er vi heldige, siger Lilly Pedersen. Tænk at få lov til at opleve et menneske der har været i "Master class" med alle de store skuespillere - og stadig har så meget at give af sige selv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...