Trygfonden er klar med millionbevilling

KOMMUNEN: Store grupper i samfundet er i denne tid under pres. Både de mest udsatte og sårbare, men også mennesker, der pludselig får vendt deres liv på hovedet, fordi de er kronisk syge eller isoleret i eget hjem.

TrygFonden afsætter derfor nu 50 millioner til akut hjælp.

Nordjyske organisationer og foreninger, som ønsker og har kapaciteten til at bidrage, opfordres til at søge den sociale akutpulje.

TrygFonden fordeler støtten med 20 millioner øremærket virksomheder, der har socialt ansvar som et bærende element i deres forretningsmodel. Der arbejdes i øjeblikket på højtryk for at kunne åbne for ansøgninger til denne pulje.

De resterende 30 millioner er en social akutpulje, som netop er åbnet for ansøgninger fra de mange organisationer, foreninger og andre aktører, der kæmper for at hjælpe dem, der har størst behov.

- I Nordjylland har vi mange dygtige organisationer, foreninger og andre aktører, der yder en kæmpe indsats for mennesker, som befinder sig i en svær situation.

- Coronaepidemien giver dem vanskelige arbejdsvilkår, men deres dedikation og ønske om at gøre en forskel er lige så stort som altid. Vi håber, at de vil benytte muligheden for at søge midler i akutpuljen til nye eller igangværende initiativer, der kan komme vores mest udsatte i Nordjylland under coronakrisen til gavn, siger Jens Bigum, formand for TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland.

- Det er nu, der er brug for hjælp, og vi har oprettet en procedure, så ansøgere kan få svar inden for få døgn og hurtigt kan igangsætte gode initiativer, siger Jens Bigum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...