Sven Melgaard fra Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø er lidt af en Tyrkiet-kender efter mange ferierejser derned. Han har lavet denne rejsebeskrivelse til Tyrkiet om, at også ældre trygt kan tage derned:

Der er mange fordomme ved at tage til Tyrkiet for at holde ferie. Terror, muslimer, sprog og meget mere.

Men det behøver ikke at være et problem – heller ikke for ældre personer.

- Jeg har været dernede mange gange og kommer der stadig to-tre gange om åre og oplever Tyrkiet som et dejligt sted at holde ferie, fortæller Sven Melgaard fra Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø og fortsætter:

- Det er rigtigt, at der er terror mange steder også i landene omkring Tyrkiet, men i den tyrkiske by Alanya mærker man intet til den uro, der er i for eksempel Syrien. I Alanya kan man gå rundt overalt, og man føler, at der bliver passet på en, siger Sven Melgaard

- Det er et muslimsk land, men det mærker man ikke, udover at der bliver kaldt til bøn fire-fem gange dagligt. Kvinder med tørklæder er faktisk et mere sjældent syn i Alanya end i Danmark.

Sven Melgaard glæder sig over, at tyrkere er utroligt flinke menneske, og meget nemme at komme i snak med.

Dejligt at spise ude

- Og så skal man ikke snyde sig selv for at gå ud at spise. Der er utroligt mange restauranter både til de lokale og til turisterne.Man skal ikke være bange for at gå ind at spise, hvor de lokale kommer. Her er maden billig og yderst velsmagende. Her kan man dog glemme alt om øl eller vin til maden, for der serveres kun vand eller sodavand. På alle turistrestauranter er maden ligeledes yderst velsmagende men dyrere. Omkring 100 kroner for en virkelig god steak med tilbehør, og nogle steder kan man få en 4 retters menu for 100 danske kroner.

Hotellerne er gode. Man skal ikke tro på alt, hvad der bliver skrevet af negative kommentarer om hotellerne, men der er naturligvis også mindre gode hoteller, beretter Sven.

Sengene er generelt hårde, men mange steder kan man bede om en topmadras, og så er alt fint.

All Inclusive hotellerne serverer almindeligt mad. Man gør meget i kylling og fisk, men jeg synes de er gode til at variere, og alle kan lide maden.

Prut om prisen

- Man kan med fordel forny garderoben dernede. Det er meget kopivarer, men kvaliteten er rigtig god. Et par cowboy bukser ( Tommy Hilfiger ) koster 150 kroner mange steder. Men man skal huske at prutte om prisen. Tyrkerne er slemme til at forlange en overpris, og man skal gerne ned i omkring det halve af, hvad de forlanger i første omgang. Guld og sølv er ligeledes billigt, slutter Sven Melgaard fra Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø, der således trygt anbefaler ældre medborgere at rejse til Tyrkiet..

- Tag roligt af sted, nyd det gode vejr, den gode mad, de flinke mennesker og i det hele taget livet i Tyrkiet. I vil ikke blive skuffet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...