KOMMUNEN: Torsdagens genåbning af samfundet gjorde dagen ekstra god på kontoret hos Turisthus Nord, foreningen for turismeerhvervet i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

- Men det er også en ambivalent situation vi befinder os i. Vi har jo ikke armene helt oppe over hovedet. Der er stadig lang vej ud af mørket for dansk turisme, og jeg må være realistisk og sige, at det er nu, vi skal i arbejdstøjet, siger direktør for Turisthus Nord, René Zeeberg.

Han henviser til, at de generelle corona-restriktioner og -retningslinjer - bl.a. at udskænkningssteder og restauranter skal lukke kl. 22 og forsamlingsforbuddet for over 10 personer - stadig er gældende.

Samtidig er der fortsat begrænsninger for al passagertrafik ind og ud af Danmark.

Endelig er der spørgsmålet om kompensation til erhvervet, som endnu ikke er afgjort.

- Men vi glæder os over, at erhvervet ikke melder om aflysninger af betydning i 2021, så det ser ud til, at erhvervs- og feriegæster opretholder deres bookinger og ser tiden an.

- Samtidig ser vi en tendens til, at forskellige ophold og oplevelser – dem, der kan gennemføres under de gældende restriktioner – bookes meget kort tid forinden.

- Så det kan gå begge veje. Lige nu er der ingen, der aner, hvad morgendagen bringer, og det gælder jo både erhverv og gæster.

- Vi må simpelthen indstille os på, at tingene kan ændre sig fra dag til dag, understreger René Zeeberg.

Hos Turisthus Nord er man ikke i tvivl om, hvad tiden skal bruges på de kommende måneder.

Man skal i arbejdstøjet, og så skal turismen indstille sig på helt andre rammer for at drive forretning end hidtil.

- Vi skal tænke fuldstændig ud af boksen og skele til de helt store trends, for lige nu er det altså meget svært at forudse, hvad fremtiden på kort sigt bringer.

- Her er jeg helt blæst bagover af den viljestyrke og omstillingsparathed, der er hos vores medlemmer.

- Man kan godt mærke, at nordjyder er gjort af et helt særligt stof. Vi giver ikke så let op på de her kanter, og så finder vi altså bare løsninger og asfalterer, mens vi kører. Det er imponerende og rørende at være vidne til, siger René Zeeberg

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...