Sporten fylder på alle gulve

KOMMUNEN: Arena Nord er spækket med sportsaktiviteter i weekenden, hvor husets mange faciliteter sikrer gode forhold for de mange idrætsudøvere.

Høj puls, sved på panden og højt humør præger denne weekend, Arena Nord, når der lørdag og søndag er aktiviteter fra såvel lokale foreninger som eliteklubber.

Lørdag byder på masser af håndboldglæde når FFI Håndbold afvikler for-turnering for U13 piger, samtidig med at der spilles kvalifikationsstævne for U15 pigerne.

Puljerne byder velkommen til et væld af nordjyske hold, hvor der forventes stor opbakning fra forældre og andre håndboldinteresserede.

Ligeledes får Arenaen lørdag og søndag besøg af damelandsholdet i Floorball der skal på træningslejr, for at blive klar til VM 2019.

- Arena Nord og Frederikshavn er national hjemmebane for floorball landsholdene, og derfor er vi glade for endnu engang at byde dem velkommen hjem, fortæller Lone Kosack, Projektleder for Sport & Fritid i Arena Nord.

Damelandsholdet kvalificerede sig i februar til VM, som afvikles december 2019 i Schweiz.

Søndag bydes velkommen til alle badmintoninteresserede, når Vendsyssel Elitebadminton har sæsonpremiere på efterårets første hjemmekamp kl. 13.

Vendsyssel Elitebadminton har i år sikret en fantastisk spillertrup med verdensstjernerne, Kamilla Rytter Juhl, Christina Pedersen og Jan Ø Jørgensen.

Der er lagt op til et brag af en sæsonpremiere, hvor VEB møder altid skarpe Aarhus AB, som bl.a. råder over VM sølvvinderen Anders Antonsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...