FREDERIKSHAVN: Mattias Kodzoman fra Marin FC i Californien, Frederikshavns viceborgmester Bjarne Kvist og formand for FFI Anders Brandt Sørensen plantede sammen et træ for at markere endnu en version af Cup No. 1.

Traditionen med at plante et træ har eksisteret siden 1991. Træet dedikeres til et land og en person, som man fra Cup No. 1’s side vælger at hædre for trofast deltagelse i cuppen.

Pauli Jørgensen begrundede valget af Mattias Kodzoman for hans væremåde, for altid at have styr på sagerne og for nu at have deltaget i Cup No. 1 hele 12 gange. Og han håbede selvfølgelig på at se Marin FC til cuppen i mange år fremover.

- Her i Frederikshavn elsker vi sport og traditioner, og det her er en af de hyggelige traditioner. At plante et træ giver liv og det er godt for miljøet. Vi takker dig Mattias for din loyalitet til cuppen og er glade for at have jer som gæster i byen hvert år, sagde viceborgmester Bjarne Kvist i sin tale.

Mathias Kodzoman takkede for æren og for det dejlige vejr i år og herefter blev træet - et bærmistel - gravet ned i fællesskab.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...