Blues festival i Frederikshavn - en international succes - er klar til en ny manifestation næste år

FREDERIKSHAVN: Fredag og lørdag blev festivalen Blues Heaven igen afviklet i Arena Nord.

Det er 14. gang at Peter Astrup fra Pandrup, arrangerer festival i Frederikshavn.

De første år holdt festivalen til i firmaklubbernes haller.

Efterfølgende blev den i flere år afholdt i Det Musiske Hus og nu var det tredje gang, at Arena Nord dannede rammerne om festivalen.

Den store hal rummede den store scene, mens der var en mindre scene i skolehallen samt en akustisk scene i forhallen.

Og det var et fantastisk flot program med en god blanding af blues, rock og soul.

Fredag spillede Curtis Salgado, Shemekia Copeland, Kenny Wayne Shepherd, Chris Cain Band samt Blues Beatles på scenerne.

Lørdag kunne man opleve Joe Louis Walker, soulsangeren Thornetta Davis, Tad Robinson, den nu 14 årige wonderkid Toby Lee med sit Blues Band, Nick Moss Band, den akustiske bluesguitarist Ian Siegal samt hovednavnet på dagen, The Fabolous Thunderbirds.

Forsangeren og mundharpespilleren i bandet Kim Wilson, blev denne aften indlemmet i Arena Nords Hall of Fame.

I samarbejde med Freddys Bar var der i år arrangeret fire minikoncerter med flere af de deltagende kunstnere.

Koncerterne blev spillet torsdag aften samt fredag, lørdag og søndag middag. En kæmpe succes med udsolgt på alle arrangementer, og et godt tilbud til de mange tilrejsende blues fans, hvoraf flere ankom tidligt i ugen.

Søndag kl. 16. blev der som noget nyt afviklet Gospel Heaven – en gospel-koncert i Frederikshavn Kirke med deltagelse af flere af musikerne fra Blues Heaven samt det 16 mand store engelske gospel kor IDMC Gospel Soul Choir.

Det store kirkerum var virkelig en udfordring for lydfolkene, men i løbet af koncerten blev lyden kraftigt forbedret.

Koncerten startede med en god blanding af blues og soul med flere af kunsterne fra blues festivalen, inden det store gospel kor afsluttede koncerten med forrygende gospel.

Det var en træt Peter Astrup der søndag kl. 18 efter gospelkoncerten, kunne se tilbage på endnu en velafviklet Blues Heaven med flere spændende, nye tiltag.

- Det er gået super godt og folk er bare glade og siger at det er det bedste blues arrangement i Europa. Vi har lidt færre gæster i år end sidste år, men det ser positivt ud.

- Vi har i år tilrejsende gæster fra ca. 15 forskellige lande, og byens hoteller er totalt udsolgte og vi har specialtog med Nordjyske Jernbaner, så især nordmændene også kan komme til Skagen for at overnatte.

I år har vi haft rigtig mange gæster fra Norge. Normændene udgør næsten en trediedel af det samlede antal.

- Og de er meget begejstrede for Danmark og især for priserne på drikkekvarer siger Peter Astrup og fortsætter -

- Nu bliver det dejligt at holde lidt fri oveni hovedet.

- Der er mange tråde der skal knyttes og det meste af tiden er jeg jo kun mig selv – selvfølgelig med opbakning fra mit frivillige team og fra Arena Nord.

- Jeg vil ikke kigge ind i en computer de næste 14 dage. Men allerede nu glæder jeg mig til Blues Heaven i 2020, som bliver den 6. og 7. november fortæller en glad Peter Astrup.

Billetterne til næste års festival, kan købes fra 10. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...