Simons Raaling i Aalbæk og Sognefogedgården i Frederikshavn ser samarbejde som vejen til udvikling

KOMMUNEN: Museet Sognefogedgården i Frederikshavn og Simons Raaling i Aalbæk er gået ind i et formaliseret amarbejde.

- I første omgang gælder det billetterne, fortæller Anette Jørgensen, som er formand for Sognefogedgårdens Venner.

- Køber man en billet på Sognefogedgården, og viser den på Simons Raaling, så får man 10 kr. i rabat på entrébilletten der. Tilbuddet gælder selvfølgelig også modsat, siger Anette Jørgensen.

Planen er at man vil udvide samarbejdet med ture og erfaringsudveksling.

- Sidder der andre frivilligt drevne museer i kommunen eller Nordjylland, vil både Sognefogedgården og Simons Raaling gerne lave et samarbejde med dem også, understreger formanden Knud Kähler Bilde fra Simons Raaling.

- Vi mener nemlig, at vi ved at være sammen kan agere bedre, og kan komme langt både udviklingsmæssigt og politisk.

- Vi skal turde tænke ud over vores egen andedam, siger Knud Kähler Bilde.

- Måske ender vi endda med en stor sammenslutning af frivilligt drevne museer, supplerer Anette Jørgensen.

De to museer ser synergier i samarbejdet både for dem selv, men også for de besøgende.

På Sognefogedgården fortælles der om hvordan frederikshavnerne levede i området for 100 år siden og landbrugshistorie, hvor man på Simons Raaling fortæller fiskeriet i gamle dage.

Sognefogedgården er en gammel raalingsgård som med sikkerhed kan spores tilbage til 1713, hvor gården var en fæstegård under Knivholt Hovedgård.

Den er en af de få rester af det gamle Vester-Flade i det der før var Fladstrand, nu Frederikshavn.

Gårdens sidste ejer var Peter Munk som døde i 1990 uden at blive gift og uden arvinger.

Gården er i dag museum, og står som da Peter Munk ejede gården, og ser ud som omkring år 1900.

Et besøg værd, hvor man får et indblik i livet i området i starten af 1900-tallet.

Simons Raaling er et af Aalbæks ældste huse, bygget i 1700 årene, var beboet indtil 1986 – de sidste 100 år af familien Simon.

I 1991 blev huset købt at lokalhistorisk forening for Raabjerg Sogn og indviet som museum.

Museet rummer en spændende fortælling om egnens liv og hverdag, dens folk og fæ gennem tiderne.

Samlingen omfatter maskiner og redskaber med tilknytning til fiskeri samt dagligdags husgeråd, møbler, dragter, fotos, breve med mere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...