350 liter tarteletfyld blev øst op på et kvarter

FREDERIKSHAVN: Frederikshavnerne kan bare ikke blive færdige med at fejre sig selv i anledning af 200-året for tildelingen af købstadsrettighederne og det kongelige navn, som afløste det knap så glamourøse Fladstrand dengang i september 1818.

Udstillinger og musicalshows fik fredag ledsagelse af en maritim festival med 27 historiske skibe i havnen.

Lørdag fik festgryden så endnu et læs kul, da Arena Nord lagde hus til flere arrangementer.

Arena Nords køkkenchef, Morten Røhl-Grønbech, og hans folk havde en travl dag.

Først en reception i det Musiske Hus om formiddagen.

Dernæst var det 600 gæster til tarteletfest i badmintonhallen.

- Vi har lavet 350 liter tarteletfyld. Folk spiser i gennemsnit tre tarteletter, men vi har lavet nok til, at de kan få fem.

Efter tarteletfesten skulle yderligere 1000 gæster bespises til jubilæumsmiddagen forud for den store gallakoncert.

- Vi tre, som er faste her, har planlagt det hele, men i dag er vi 12 på arbejde, sagde kokken lige så roligt, men indrømmede dog, at der har været lidt travlt, men ikke voldsomt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...