Kommunikationsbureaet har forladt Frederikshavn efter 33 år

VENDSYSSEL: Efter 33 år med Tankegang i Frederikshavn er firmaet med det brede vingefang ud i Danmark flyttet fra fødebyen.

Inddragelse af medarbejderne har altid været nøgleordet for kommunikationsbureauet og da Tankegangs lejemål i Frederikshavn udløb, spurgte ledelsen medarbejderne: Hvor skal vi bo?

Et flertal svarede Hjørring, så fra 1. januar har Tankegang etableret sig i Vestbanegade centralt i Hjørring.

- Vi handler med kommuner overalt i landet, og vi løser flere og flere opgaver ude hos vores kunder.

- Så det er hverken praktisk at bo i Frederikshavn eller Hjørring.

- Til gengæld er det dejligt i Vendsyssel, og det er en også en del af vores image, at vi kommer helt oppe fra toppen af Danmark, siger Tankegangs direktør Stener Glamann.

Tankegang hjælper kommuner og forsyningsselskaber med at inddrage borgere og medarbejdere og med at synliggøre deres arbejde på teknik- og miljøområdet.

Firmaet glæder sig over, at klima og bæredygtighed for alvor er kommet på dagsordenen, for det er et kerneområde i Tankegangs mangeårige historie.

- Vi hjælper også gerne lokale virksomheder med at fortælle om deres arbejde med klima og bæredygtighed. Det er en dagsorden, som bliver aktuel for alle, mener Stener Glamann.

Foruden hovedkontoret i Hjørring har Tankegang kontor i Køge samt en udkørende medarbejder med base i Middelfart. Firmaet har 14 ansatte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...