Dokumentarfilm om hverdagen på et dagtilbud

KOMMUNEN: ”Stjernerne i Nord” er en dokumentarfilm om dagtilbuddet Nordstjernen i Skagen, hvor voksne med funktionsnedsættelse har deres daglige gang.

Henover foråret og sommeren 2018 fulgte 25-årige Liv Lundholm Pedersen ”stjernernes” arbejde, primært i tømrerværkstedet, hvor de producerer produkter til hele Skagen by.

Liv var egentlig i gang med en uddannelse som pædagog, og havde i den forbindelse et praktikophold på Nordstjernen.

Hun valgte imidlertid at droppe uddannelsen, og i stedet forfølge drømmen om at lave kortfilm, og det var netop kendskabet til dagtilbuddet, der fik Liv til at vende tilbage – bevæbnet med sit kamera.

- Det gik op for mig, at der er mange, der egentlig ikke aner, hvad de laver på Nordstjernen, f.eks. er det dem, der producerer ølkasser til Skagen Bryghus, forklarer Liv.

Hun ville gerne sætte fokus på, hvor vigtigt stedet er.

- Her arbejder en masse mennesker, som med glæde går på arbejde hver dag. Mennesker som gerne vil vise os alle, hvor meget kærlighed de lægger i hvert et penselstrøg, hvert et søm og hvert et vippefyr, forklarer Liv Lundholm.

I et halvt år fulgte hun filmens hovedpersoner, og de var helt trygge, for de kendte jo allerede Liv.

Måske kender du heller ikke til livet på Nordstjernen, men det kan du komme til, hvis du ser filmen, som er en helt fantastisk livsbekræftende oplevelse.

Torsdag 14. november, kl. 19.30 på Frederikshavn Bibliotek. Billetterne finder du på bibl.frederikshavn.dk under Det Sker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...