Teaterforeningen og havnen præsenterer foredragsholderen til marts

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Teaterforening og Frederikshavn Havn kaster sig igen i 2019 ud i et samprojekt, der løber af stabelen på Frederikshavn Handelsskole torsdag den 21. marts kl. 19.

De to samarbejdspartnere præsenterer Mikkel Beha Erichsen, som vil fortælle om sine seneste projekter og den seneste rejse.

Siden Mikkel kunne tage sine første skridt, har mange af de skridt være på jordens fjerneste egne, og køjesækken er blevet fyldt med erfaringer, betragtninger og historier fra en klode, vi alle skal passe bedre på.

I foredraget fortæller Mikkel om familiens seneste projekt, hvor sejlskibet Havana er skiftet ud med motorskibet Wallenberg. Der blev totalrenoveret på Strandby Havn.

Rejsen går mod Norge, Færøerne, Island og Grønland - og det hele bliver til en ny tv-serie, der bliver vist på TV2.

Når Mikkel går på scenen, er det ikke bare med postkortsskønne billeder og glade sømandsanekdoter, men også med en personlig og nærværende fortælling om uretfærdighed, gæstfrihed, nysgerrighed - og om egen usikkerhed.

Den røde tråd i Mikkels foredrag – og i hans eget liv – er frihed.

Friheden kommer ikke af sig selv, den skal der kæmpes for.

Mikkel fortæller om, hvordan han og familien har gjort op med autoriteter, på papiret taget mange ufornuftige beslutninger og er gået i mod strømmen for at holde fast i friheden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...