Målet har været det samme - men midlerne til at nå målet meget forskellige

FREDERIKSHAVN: Tre forskellige uddannelser med ét til fælles: Det Blå Danmark, en branche der leverer udstyr, komponenter og service til skibe

Nyuddannet smed Simon A. Jensen fra Orskov Yard, elektriker Nick Pedersen delelærling hos Mariendal Electrics, Soft & Teknik og MAN Energy Solutions samt industritekniker Jimmy Larsen fra MAN Energy Solutions har efter flere års indsats og engagement nu fået svendebrevet.

Simon A. Jensen har udover svendebrevet erhvervet sig en studenterhue, og er dermed værftets første EUX-lærling. EUX-uddannelsen har været stærkt komprimeret med en læretid på i alt fire et halvt år, og har udover det faglige smedearbejde indeholdt meget projektarbejde i de boglige fag, hvorfor Simon står stærkt, i forhold til en drøm han har om at læse videre.

- I sommer var det de boglige eksamener, der skulle overstås. Nu er det super fedt at have overstået svendeprøven, og lige nu glæder jeg mig til at skulle på arbejde uden at skulle tænke på næste skoleophold med masser af projektafleveringer, siger Simon.

Nick Pedersen har gennemført den nye elektriker uddannelse, som så dagens lys i 2015.

Uddannelsen er modulsammensat efter den enkelte elevs interesser og virksomhedens kompetencer.

Som delelærling mellem Mariendal, Soft & Teknik samt MAN Energy Solutions har Nick været omkring husbyggeri, tavleopbygning og installationer i industrien.

- At følge Nick har været en spændende rejse. Da vi i 2015 besluttede at afprøve at uddanne en dele-elektriker, vil jeg indrømme at jeg var lidt spændt på udfaldet, fortæller lærlingekoordinator Anette H. Sørensen.

- Hvordan ville lærlingen håndtere, at skulle være i lære i tre forskellige virksomheder, og hvordan ville virksomhederne håndtere at skulle være tre om at dele én lærling?

- Her tre et halvt år senere ser vi et fantastisk godt resultat, som ingen af os havde set i krystalkuglen, og jeg ved at Nick har samme opfattelse, siger Anette H. Sørensen, der samtidigt oplyser, at flere dele elektrikerlærlinge er godt i gang, og flere er på vej.

- At jeg har været rundt i tre forskellige virksomheder har givet mig mulighed for i løbet af min læretid at afprøve mange forskellige ting, og allerede som nyudlært er jeg derfor skarpt stillet ind på, hvilken vej indenfor faget, jeg går efter, fortæller Nick Pedersen, der er blevet fanget på krogen til den maritime branche i forhold til elinstallationer ombord på og i tilknytning til skibe.

Industritekniker Jimmy Larsen havde prøvet mange forskellige job, inden han besluttede at gå i gang med industritekniker uddannelsen. Et valg, han nu er glad for, da uddannelsen åbner mange døre, men Jimmi er blevet så glad for uddannelse, at han overvejer at gå i gang med endnu en. Hvilken er endnu ikke besluttet.

De tre ny udlærte står med hver sit svendebrev, som repræsenterer hvert sit fag.

Fællesnævneren er Det Blå Danmark, en branche, der både uddanner, og som har brug for mange forskellige slags faglærte medarbejdere.

Oven i giver svendebrevet masser af muligheder for videre uddannelse med spændende karrieremuligheder indenfor samme branche både til vands og til lands.

Lærlingene har været omfattet af den maritime lærlingeordning, der huses af MARCOD, og som omfatter i alt 60 lærlinge ansat henholdsvis hos Orskov Yard, VMS Group, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard, Soft & Teknik, Mariendal Electrics, Vestkajens Maskinværksted, KM Automatik, Victor samt KS Maskinteknik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...