Strandby Skole samarbejder med Utzon Centret og Det Hem´li Teater om at sætte spot på børnenes oplevelse af deres by

STRANDBY: Det er ikke helt til at vide, hvad der sker 26.november, når Kulturkaravanen 2020 slutter sin rejse gennem 11 nordjyske kommuner i Strandby. Karavanens besøg er fortsat ved at blive planlagt. Og så skal der være masser af overraskelser for de forhåbentlig mange mennesker fra hele kommunen, der deltager i det store kulturarrangementet.

- Min ambition er, Strandby bliver den store flotte finale med det allerbedste arrangement for Kulturkaravanen 2020, siger Linda Hanghøj Haunstrup-Skov, der er kommunens praktiske leder og tovholder på besøget i Strandby, som omfatter meget mere end selve dagen 26.november.

Kulturkaravanen har eksisteret siden 2018, og er i år et samarbejde mellem Strandby Skole, Utzon Centret og Det Hem`lige Teater. Planen er at sætte spot på den lokale arkitektur og de historier, der kan fortælles om Strandby.

- Jeg er meget spændt på, hvad børnene i 6.A på Strandby Skole, som er den klasse, der er med i Kulturkaravanen, tænker er unikt for Strandby, siger Mette Risager, afdelingsleder på skolen.

Eleverne får 20-21. oktober besøg af ansatte fra Utzon Centret, hvor de skal planlægge ”Spot på byen”. Børnene skal pege på bygninger/ steder, som de mener fortæller Strandbys historie. Bygningerne bliver lyst op på den mørke novemberdag, og man kan som besøgende gå en rute på cirka to kilometer sammen med Det Hemli´Teater. Det handler om historiefortælling på en levende måde. Der bliver således spillet teater ved de særlige steder/bygninger, som er valgt på ruten rundt i Strandby. Ruten kommer blandt andet forbi havnen og skolen, men det er en hemmelighed, hvilke konkrete bygninger og steder, der bliver belyst 26.november og hvordan belysningen ser ud konkret.

Det belyste sted kan også være hvor børnene synes der er uhyggeligt for eksempel en skummel passage eller det kan være et særligt smukt træ. Sådan fremgår det i hvert fald af oplægget fra Kulturkaravanen. Vigtigst er fortællingen om at være del af et mindre bysamfund.

Afdelingsleder Mogens Brag glæder sig sammen med Mette Risager meget til samarbejdet i Kulturkaravanen.

- For Strandby betyder det at byens styrker og historie bliver formidlet regionalt. Der er rigtig mange gode ting ved Strandby, og vi håber den stolthed af egen by og område, vi oplever hos elever og lokalsamfund, vil skinne igennem, når kulturkaravanen kommer til Strandby d. 26. november.

- Som skole får vi mulighed for at knytte en del af undervisningen til virkeligheden. Det er vi altid opmærksomme på at gøre, når vi kan. Desuden vil vi meget gerne tage del i de lokale aktiviteter, vi kan. Og når kommunen og kulturudvalget via det regionale samarbejde har ladet et af de regionale fyrtårnsprojekter kulminere i 26. november i Strandby, så vil vi naturligvis meget gerne deltage, siger de.

Kulturudvalgsformand Mette Hardam (V) er faktisk oprindelig fra Strandby, og hun er begejstret for det kulturelle projekt.

- Jeg elsker projektet med kulturkaravanen. Østervrå havde sidste år besøg af Den kongelig Ballet og i år har Strandby vundet stafetten. Det ligger fuldstændig i tråd med den strategi jeg også selv har i forhold til at brede kunsten ud i vores kommune. Vi har et bredt udbud af kulturtilbud i vores tre store byer, men det kniber i landdistrikterne.

- Årets tema med teaterbyvandring og spot på Strandby kan helt sikkert kopieres til andre af kommunens byer. Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til Strandby den 26. november og se, hvilke historier og steder strandbynitterne har valgt at sætte fokus på, siger Mette Hardam.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...