Membranerne sikrer undergrunden mod nedsivninger

FREDERIKSHAVN: Nu varer det ikke så længe inden virksomhederne for alvor kan begynde deres arbejdsliv på den nye havn.

480.000 flere kvadratmeter kan Frederikshavn Havn nu råde over, og hovedparten af arealet vil blive brugt til nedbrydning af skrottede skibe og boreplatforme.

Det er et arbejde, der vil kunne sætte miljøspor, hvis man ikke er agtpågivende.

Netop derfor sættes bæredygtighed og miljø højt på dagsordenen.

Hovedparten af havneudvidelsen vil være klar efter sommerferien.

Her får den amerikanske virksomhed Modern American Recycling Services - forkortet til M.A.R.S. til huse.

Arealet tæller 280.000 kvadratmeter og her etablerer virksomheden sit første europæiske ophugningsværft.

Herfra skal M.A.R.S. sikre bortskaffelse og genanvendelse af mere end 200 ton skrot fra skibe og boreplatforme årligt.

Det nye skrotværft, der vil hyre 200 nye medarbejdere, bliver placeret i Frederikshavn, fordi det danske marked ifølge M.A.R.S. tilvejebringer bæredygtige rammer for skrotningsarbejdet.

I Danmark er der nemlig optimale betingelser for en effektiv bortskaffelse af farlige materialer og genanvendelse af de tunge materialer.

Det er totalentreprenør Per Aarsleff A/S, der står bag etableringen af det nye M.A.R.S.-område.

Ved at alliere sig med specialleverandøren Byggros lægger entreprenørfirmaet fundamentet for, at M.A.R.S.’ ophugning af skibe og boreplatforme foregår på bæredygtig og miljørigtig vis.

- Vi er gået sammen med Byggros, som i alt har leveret en 70.000 kvadratmeter stor membran, der skal håndtere belastninger fra skrotningsarbejdet.

- Udlægning af membranen skal beskytte mod nedsivning af forurening, så jern og andre skadelige indholdsstoffer ikke siver ned i undergrunden, siger Cathrine Engstrøm, der er projektleder hos Per Aarsleff A/S.

Hun understreger, at membranudlægningen er et omstændeligt arbejde:

- At lægge membranen ud på så stort et område tager os 12-14 uger. Med hjælp fra Byggros skal vi nemlig svejse alle membranbaner sammen med bentonit for at sikre, at der ikke kan trænge indholdsstoffer igennem.

- Men selvom det er et langvarigt arbejde, er det godt givet ud i sidste ende. Det er nemlig en bæredygtig løsning, der beskytter mod forurening – og dermed mod overbelastning og både natur, miljø og klima, siger Cathrine Engstrøm.

Adm. direktør Anders Kjeld understreger, at Byggros som leverandør har haft ét hovedfokus i deres membranvalg, nemlig fleksibilitet.

- De enorme rystelser, som kommer fra skrotningsarbejdet, vil give væsentlige sætninger i området.

- Derfor har det været afgørende med en membranløsning, der sikrer fleksible samlinger mellem membranbanerne.

- På den måde kan membranen optage de bevægelser, der kommer undervejs, uden at den beskadiges, siger Anders Kjeld.

På den baggrund har Byggros leveret og hjulpet med udlægning af to forskellige typer membrane.

Begge membraner er stærke og fleksible løsninger, som kan håndtere de varierende vejrforhold.

- Samtidig klares tætningerne i samlingerne med simple overlæg og et indlæg af løs bentonit, der effektivt binder membranbanerne sammen, understreger Anders Kjeld.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...