Mange tog de nye boliger på Lerstien i nærmere øjesyn

FREDERIKSHAVN: For halvandet år siden satte Boligforeningen Vesterport spaden i jorden til et nyt spektakulært boligbyggeri i bakkerne vest for Frederikshavn.

Nu er projektet så langt fremme, at 14 af de 20 lejligheder er klar til indflytning 1. november.

Derfor holdt Vesterport åbent hus for at vise de udsigtsboligerne frem. Og i det smukke vejr var der virkelig mange der havde taget turen lidt op ad bakken.

Enkelte trodsede stigningerne og nuppede cyklen, men langt de fleste tog bilen og derefter benene det sidste stykke op.

I øjeblikket er halvdelen af lejlighederne udlejet og interessen har været stor for lejlighederne.

Den samme store interesse var der for et kig ind i herlighederne - eller måske snarere et kig ud af dem. For med placeringen vendt mod øst så skal der være chance for at se vandet - hvis fredskoven ellers vil.

De sidste seks boliger, som ligger ved fredskov, vil blive tildelt sidst på året - og er klar til indflytning 1. marts næste år.

De 20 boliger er opført som 10 dobbelthuse på 108 m2, og der er derfor tale om boliger i 2 plan.

Byggeriet er 2020-byggeri, hvilket betyder at boligerne er opført efter skærpede krav til isolering og energiforbrug.

Boligerne opvarmes af varmepumper, der delvist drives af solceller.

Udgiften til opvarmning er derfor væsentligt lavere end traditionelt byggeri.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...