Ny Star Wars-episode skal filmes i Nordjylland

FREDERIKSHAVN: Politikerne i kultur- og fritidsudvalget havde et punkt på dagsordenen i den helt sjældne kategori.

Star Wars kommer nemlig til Råbjerg Mile, og der meldes om, at der vil blive fløjet stuntmænd og Hollywood-fotografer ind fra USA.

Filmproducer Jasmin Christensen, som er født og opvokset i Gærum, søger kultur- og fritidsudvalget om 75.000 kroner til en dansk produceret Star Wars-episode.

Der er tale om en såkaldt pilot-episode, altså en test, men håbet er, at episoden kan sælges til Disney.

Det er de sidste 20 procent af filmen, som skal optages i Råbjerg Mile og andre steder i kommunen.

På skuespillisten finder vi blandt andre Lars Mikkelsen, og det er meningen, at elever fra FilmMaskinen fra Frederikshavn skal deltage i projektet.

Politikerne finder det først og fremmest positivt, at der skal optages en Star Wars­episode i Råbjerg Mile.

- Men vi vil godt lige have lidt flere oplysninger fra producerne, for der står ikke så mange konkrete ting i ansøgningen. Når vi får oplysningerne, genoptager vi sagen, siger Ole Rørbæk Jensen (S).

Han kan sagtens se, at et sådant ambitiøst filmprojekt vil give masser af god reklame til Frederikshavn Kommune.

- Desuden er det positivt, at lokale kræfter fra FilmMaskinen kommer med i optagelserne. Omvendt kan jeg se, at Disney er inde over, og som udgangspunkt skal vi ikke støtte store kommercielle interesser, siger Ole Rørbæk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...