- Vi skal stå sammen her på toppen af Danmark. Ikke mindst i disse coronatider, siger Charlotte Rømming, også kendt som Den Bette Maler.

Den 49-årige sæbynit er kvinden bag ”Toppen af Danmark”, et motiv, der på rekordtid har bredt sig som en steppebrand – på plakater og postkort, der alle sælges som støtte til Kræftens Bekæmpelse via Stafet for Livet Frederikshavn.

På ”Toppen af Danmark” har Charlotte Rømming samlet en buket af nogle af de mest kendte og populære motiver i landets nordligste kommune: Krudttårnet, Den tilsandede Kirke, Fruen ved Havet, Vippefyret, en fiskekutter fra Strandby og ikke mindst den smukke natur her højt mod nord.

Hospice Vendsyssel

Charlotte Rømming har de seneste to år støttet Stafet for Livet med malerier til stafettens auktion på Knivholt, og hun tøvede ikke med at hjælpe igen i år, selv om Stafet for Livet Frederikshavn er aflyst på grund af coronapandemien.

- Jeg har en veninde, hvis mor har kræft i hjernen, så derfor har jeg givet den origianle tegning til Hospice Vendsyssel, fortæller Charlotte Rømming.

I første omgang fik Stafet for Livet trykt 100 plakater i A3-størrelse samt 1000 postkort. På tre timer havde Charlotte Rømming solgt for næsten 8.000 kr., og efter det første døgn var der udsolgt. Alt sammen via Charlottes Facebookside ”Den bette Maler” og med afhentning på privaten på Sadelmagervej 23 i Sæby.

Bent har pakket bilen

Plakaterne koster 100 kr. pr. stk og de foldede postkort 10 kr.

Nu er der trykt nye forsyninger af det populære motiv, og salgsarbejdet sat i system.

Bent Tolbod, en af de frivillige ildsjælde bag Stafet for Livet, har fyldt bilen med plakater og postkort og kører rundt i hele kommunen til salgsteder, der er med på idéen om at stå sammen i en vanskelig tid.

- Det er helt fantastisk, som det går. Vi møder kæmpe opbakning, både hos private og firmaer, der køber plakater og postkort, siger Bent Tolbod, der har sat fantasien i gang for at finde nye indtægter som erstatning for den aflyste stafet.

- Vi har også måttet aflyse vores bankospil på Rådhuscentret og en kirkekoncert i Abildgård i Kirke, og så må vi jo finde på noget andet, siger Bent Tolbod, der er spændt på, hvor meget salget af plakater og postkort kan indbringe til Kræftens Bekæmpelse.

- Mit håb er, at alle vil være med og købe en plakat eller postkort. Turister kan tage den med hjem som en souvenir, og folk heroppe kan købe en plakat i stedet for deltagergebyret i stafetten, siger Charlotte Rømming. Der drømmer om at gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed med plakater og postkort med lokale motiver.

- Det kunne være det nye udsigtspunkt på Pikkerbakken, Strandby Havnefront eller nogle af de mange andre dejlige steder vi har her på toppen af Danmark, siger Den bette Maler fra Sæby.

Fakta

Charlotte Rømming, Den bette Maler, er kvinden bag ”Toppen af Danmark”, der sælges som plakat og postkort.

Plakaterne er i A3-format og måler 30X40 cm.

Postkortene er en foldet A4-side i cellofanlomme.

Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse.

Ved indramning hos Galleri Lars Falk tilfalder yderligere et beløb til det gode formål.

SAL Tryk Aps står for trykket.

Plakater og kort kan købes hos Charlotte via Facebooksiden ”Den bette Maler” samt på følgende salgssteder:

Skagen:

Holte Vinlager, Kop og Kande, Skagen Kunst og Rammer samt Proshoppen Golfklubben Hvide Klit.

Frederikshavn:

Galleri Lars Falk, Meny H: C. Ørsteds Vej, Kop og Kande, Vinoble og Proshoppen Frederikshavn Golf Klub.

Sæby:

Farvebøtten, Kop og Kande samt Charlotte Rømming, Sadelmagervej 23, Sæby.

Ønsker man at købe et større antal, så kontakt Bent Tolbod, Stafet for Livet Frederikshavn på 24855199 eller habeto@mail.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...