MAD: Alternativ idé til ”Danmark spiser sammen” en succes i Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø

Da coronaen satte en stopper for en traditionel afvikling af de populære ”Danmark spiser sammen”-arrangementer i uge 45, fandt bestyrelsen i Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø et interessant alternativ, der viste sig at blive en stor succes.

- Jeg syntes, at det var ærgerligt, at de ældre i Frederikshavn ikke fik muligheden for at spise sammen på grund af situationen med covid-19 og et forsamlingsforbud på ti, siger Tove Jensen fra bestyrelsen.

Det var dog stadig muligt at mødes og spise sammen i en mindre gruppe, så vi valgte at invitere til gratis ”Spis Sammen to og to” for besøgsvenner og deres værter og tilbyde en juleplatte fra Slagteren Suensonsvej samt en øl/vand.

Det valgte 35 personer fordelt på 16 besøgsvenner- og 19 værter at sige ja tak til, så i uge 46 hyggede de sig rundt om i hjemmene med sild, rødspættefilet, små frikadeller, rullepølse, rejer, flæskesteg og brie med druer, og det hele blev skyllet ned med en øl eller vand.

Ældre Sagens centrale hovedafdeling havde afsat en pulje penge, til ”Spis sammen arrangementer”, som de enkelte afdelinger kunne søge om tilskud fra, og det rakte altså til hyggelige, gratis frokoster for besøgsvenner- og værter i Frederikshavn.

Spisningen blev holdt i de enkelte besøgsværters hjem sammen med deres besøgsven, og der blev i den grad snakket og hygget under spisning af den dejlige mad.

Det flotte tilbud gjaldt udelukkende hjemmeboende besøgsværter- og deres venner.

- På grund af højt coronasmittetryk har kommunen indført midlertidigt besøgsforbud på plejecentrene, men på et senere tidspunkt vil Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø også lave noget for besøgsværter- og venner på plejecentrene, siger Gitte Funch, formand for lokalafdelingen.

- Vi har fået masser af roser for vores alternativ til ”Danmark Spiser Sammen”, men forhåbentlig kan vi igen til foråret afvikle et helt normalt fælles spisearrangement, slutter Tove Jensen og formand Gitte Funch fra Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...