En donation fra TrygFonden har nu sikret beboerne på Koktvedparken og Koktvedstien en sofacykel og en ladcykel, der kan have kørestolsbrugere med

FREDERIKSHAVN: Man bliver så glad på en cykel. Det kan de skrive under på i Koktvedparken og Koktvedstien, hvor 47 borgere med psykiske og fysiske handicaps bor.

Ingen af beboerne kan klare at færdes alene, men med TrygFondens donation til to nye specialcykler, kan beboerne nu cykle rundt i lokalområdet med en hjælper.

De, der har lyst, kan ovenikøbet få motion ved selv at træde i pedalerne, mens de 18 beboere, der sidder i kørestol, kan benytte ladcyklen, som kan tage både dem og deres kørestol med på tur.

Pernille Stecher er socialpædagog i Frederikshavns Kommune, og det var hende, der fik idéen til at søge TrygFonden om midler til cyklerne.

Hun glæder sig over, at beboerne takket være specialcyklerne kan få mulighed for at komme ud i naturen og byen og nyde den friske luft:

- Ligesom alle andre af byens borgere kan beboerne i Koktvedparken og Koktvedstien nu tage del i byen og byens fællesskaber. De kan komme rundt på cykel, besøge deres familie og i det hele taget blive en aktiv del af deres lokalområde. Det, synes jeg, er meget værdifuldt, siger Pernille Stecher.

Anne Kristine Haugaard Iversen, socialpædagog og tovholder på projektet, mærker også stor glæde og tilfredshed med de nye cykler på Koktvedparken og Koktvedstien:

– Førhen fik beboerne ikke set så meget af Frederikshavn til daglig, men det bliver der helt sikkert lavet om på nu. Donationen fra TrygFonden er højt værdsat af alle, som er tilknyttet specialtilbuddet, og vores beboere har virkelig glædet sig til at få cyklerne.

- At komme ud på cykel og køre ned til det lokale supermarked for at købe slik og sodavand er ren livsglæde og et af ugens højdepunkter for nogle af vores beboere.

- En enkelt beboer har allerede fået et hjerteligt forhold til en af kassedamerne i vores lokale supermarked. Den slags oplevelser gør vores beboere mere selvhjulpne og styrker både deres sociale kompetencer og livskvalitet, slutter Anne Kristine Haugaard Iversen.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland, der står bag donationen som led i det samlede arbejde for at hjælpe mennesker med kronisk sygdom og give alle en plads i fællesskabet.

- I TrygFonden arbejder vi for at give alle en plads i et positivt fællesskab. På cykelturene rundt i Frederikshavnsområdet vil både bevægelse, sansestimulerende aktiviteter og sociale relationer være i fokus. Vi er glade for at kunne bidrage med støtte til initiativet og håber, at særligt beboerne på Koktvedparken og Koktvedstien, men også medarbejderne, vil få nogle dejlige ture og nyde kombinationen af aktivitet, frisk luft og glæden ved fællesskab, siger Jens Bigum, formand for TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...