Udfordringerne kan være så store, at der skal en hjælpende hånd til

FREDERIKSHAVN: Forældre i dag bliver bombarderet med råd, man skal følge, og ting man skal leve op til. Men ingen kan leve op til det hele.

Og midt i forvirringen glemmer mange at finde ud af, hvad man egentlig selv vil som familie.

Det sætter Folkekirkens Familiestøtte fokus på ved at hjælpe forældre med at blive mere skarpe på deres værdier, og hvordan de kan føre dem ud i livet.

”Et ordsprog siger: ” Det kræver en landsby at opdrage et barn”.

Men i dag føler mange forældre, at de står meget alene med opgaven.

- Og her kan vi være en støtte og en sparringspartner, siger koordinator i Folkekirkens Familiestøtte i Frederikshavn, Østervrå og Sæby Dorthe Kjærgaard.

Folkekirkens Familiestøtte er et tilbud til alle børnefamilier, der ønsker et kærligt skub eller lidt hjælp til at skabe en god hverdag for deres børn og hele familien.

Familier har mulighed for at få sparring fra koordinatoren og en forældreven, som er en godkendt frivillig, der passer til familien.

- Det er vigtigt for os at finde en forældre-ven og en familie, der har god kemi og passer sammen. Derfor bruger vi god tid på at matche familier med den rigtige forældreven, fortæller Dorthe Kjærgaard.

Forældrevennen kan f.eks. støtte til at få nye rutiner i hverdagen, som f.eks. sundere kost, at komme godt ud ad døren om morgenen, eller hvad forældrene bøvler med og ønsker hjælp til at ændre.

- Det er jer som forældre, der laver forandringerne i familien. Men vi er der til at bakke op, når I har brug for det. Med en forældreven får I både værktøjer og en, der går med jer i en periode, indtil I har fået ændret det, I gerne ville. Vi er der, så lang tid, der er brug for det, fortæller Dorthe Kjærgaard.

- At være med i Folkekirkens Familiestøtte lader os for det første være med til at løse en opgave i samfundet, som der er behov for, og for det andet så er det med til at berige og udvikle vores egen opfattelse af, hvad det vil sige at være kirke, siger provst Viggo Ernst Thomsen.

Det er vigtigt at have fokus på fællesskabet i folkekirken og også vise udadtil, at Folkekirken er en enhed, der arbejder sammen på tværs af de enkelte sogne.

Det billede mener han, at Folkekirkens Familiestøtte kan være med til at bidrage til.

- For det første så er det folkekirkeligt. Tilbuddet er for alle, men der er ikke nogen tvivl om den kirkelige identitet. For det andet er vi også med til at løfte nogle opgaver i samfundet på den sociale og diakonale front, understreger Viggo Ernst Thomsen.

Folkekirkens Familiestøtte har flere forskellige tilbud til forældre.

Som forælder kan man altid ringe til koordinator Dorthe Kjærgaard og få en snak om de udfordringer, man oplever.

Det kan være alt fra problemer med at putte børnene om aftenen til udfordringer i parforholdet og til børn, der ikke trives.

Som familie, har man mulighed for at få støtte og sparring individuelt eller deltage i et forløb sammen med andre forældre.

I foråret 2019 tilbydes forløbene ”Vejen videre efter skilsmisse”, og ”Plej jeres parforhold” i Frederikshavn.

Forløbet - Vejen videre efter skilsmisse afvikles i Abildgård Kirke 20. marts, 27. marts og 3. april alle tre dage fra 17-21.. –

Forløbet - Plej jeres parforhold afvikles i Bangsbostrand Kirke 15. marts og 16. marts fra 9-16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...