KOMMUNEN: Kombinationen af tilflytning til landets største byer og en stigende investorinteresse for boligejendomme fik i 2018 Spar Nord til at opruste inden for ejendomsadministration.

I samme ombæring skiftede Spar Nord Bolig navn til Spar Nord Ejendomsadministration og lancerede ambitionen om at fordoble omsætningen inden for 5 år.

- På 2,5 år har vi formået at vokse lige så meget, som virksomheden har gjort på de 35 år, den har eksisteret. Det gør mig utrolig stolt, at vi har formået at løfte i flok, og at vi allerede nu har indfriet vores ambitiøse målsætning, fortæller direktør fra Spar Nord Ejendomsadministration Søren Stenstrop i en pressemeddelelse.

Ved sin tiltrædelse i 2018 lagde han fundamentet for vækststrategien.

Han lægger ikke skjul på, at det er netværk, digitalisering og kvaliteten i arbejdet, der har spillet en afgørende rolle for, at vækstambitionerne nu er indfriet dobbelt så hurtigt som forventet.

Spar Nord Ejendomsadministration administrerer over 450 ejendomme fordelt over hele landet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...