Stor kundeaktivitet sikrer rekordresultat

KOMMUNEN: Torsdag offentliggjorde Spar Nord Bankområde Nord sammen med resten af Spar Nord årsregnskab for 2019, og det viste det bedste resultat i bankens historie.

Bundlinjen lyder på 1.059 millioner kroner efter skat svarende til en egenkapitalforrentning på 11,7 procent efter skat.

Ifølge Morten Kock, direktør i Spar Nord Bankområde Nord, er resultatet et udtryk for den høje kundeaktivitet, der har været igennem året blandt andet på realkreditområdet, hvor banken har etableret eller konverteret ikke færre end 32.000 lån.

- Resultatet afspejler i høj grad det store rentefald, som vi oplevede i 2019, og som medførte en enorm aktivitet blandt vores kunder, som gerne ville drage fordel af de lave renter i form af eksempelvis lavere ydelse eller hurtigere tilbagebetaling. Så dét er blandt de væsentligste forklaringer på, at vi kommer så godt ud af 2019, siger Morten Kock.

- Der er ingen tvivl om, at det faldende renteniveau også er forbundet med ulemper i form af blandt andet negative renter ved store kontante indlån både på privat- og erhvervsområdet. Samtidig er der lange udsigter til, at det nuværende renteniveau ændrer sig, og vi kan derfor ikke forvente samme positive effekter i 2020, som vi oplevede i 2019, siger Morten Kock.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...