FREDERIKSHAVN: 2018 var et helt forrygende år for det frivillige museum Sognefogedgården. 6435 besøgende havde museet, og dermed en stigning på hele 56,72 % fra 2017.

- Vi havde som noget nyt åbent hver dag i skolernes ferie, hvilket var en succes”, udtaler formanden for Sognefogedgårdens Venner, Anette Jørgensen. ”Hver af de seks uger havde vi temauger. Det var så populært, at vi har valgt at have det i år også, fortsætter Anette Jørgensen.

Det var ikke udelukkende sommerferien, der gjorde den store stigning i besøgstal, men også arrangementer, besøg ud af huset som foredrag og pop-up museum var med til at øge stigningen.

- Regner vi de frivilliges timer ud sidste år, så var det lidt over to fuldtidsstillinger, som vi brugte på den gamle museumsgård, fortæller Lennarth Overgaard, som er næstformand i Sognefogedgårdens Venner. ”Det er ikke så lidt endda. Ikke noget at sige til vi har haft travlt, men vi kan jo lide det, ” smiler han.

Sognefogedgården åbner den 2. juni kl. 12 og har frem til skolernes ferie åbent hver torsdag og søndag. Hele sommeren vil man stadig kunne se gårdens udstilling om ”Asger Olesens Træindustri” – I ved, ham som startede med at lave vores skolelinealer og skolepassere mv. Mange har allerede lagt vejen forbi for at se udstillingen, som altså stadig kan ses. Efter sommerferien bliver udstillingen taget ned igen.

Fra den 1. juli starter temaugerne.

- Vi håber at vejrguderne er med os i år, fortæller Poul Rughaven. ”Sidste år havde vi tørke og dermed afbrændingsforbud, så vi fik aldrig vores lille smedje i gang, men vi håber at vi i uge 27, 1. juli til 7. juli, kan have smeden i gang hele ugen, så børn og barnlige sjæle kan komme forbi og høre hammerens slag mod ambolten, fortsætter Poul Rughaven.

Uge 28, 8. juli til 14. juli, har den gamle museumsgård 2. verdenskrigs café med Richs kaffe og kage. Børnene vil få mulighed for at lave erstatningsmarcipan, og man vil kunne se en mindre udstilling omkring besættelsen i området.

- Vi er rigtig glade for at Frederikshavns Mandskor”, har sagt ja til at komme torsdag den 11. juli og synge fællessange fra 2. verdenskrig sammen med os,” fortæller Anette Jørgensen. ”Senere på året vil de komme tilbage på gården, men mere om det til efteråret,” forsætter Anette Jørgensen med et glimt i øjet.

Maskin- og traktoruge

Den 15. juli til 21. juli, uge 29, vil der være maskin- og traktoruge på den gamle gård. Nogle af de gamle maskiner vil køre den uge. Ugen efter, 22. juli til 28. juli, er der håndarbejdsuge på gården. Der vil igen i år blive mulighed for at arbejde lidt med uld. Der vil ligeledes være en lille udstilling med gamle duge og andre ting fra gamle dage, som viser et utrolig flot stykke håndarbejde, og hvad man selv lavede dengang bedste var barn.

- Vi glæder os til at vise nogle af de gamle ting frem, fortæller Birgit Huulgaard fra Sognefogedgårdens håndarbejdslaug.

- Der vil være ting fra de sidste ejere af gården, men også noget af alt det flotte håndarbejde vi har fået foræret af gæster på gården.

Gamle lege kan man prøve i uge 30 fra 29. juli til 4. august, og den 1. august vil der traditionen tro være fællesang på gårdspladsen med ”Den røde spillemand”. Den sidste uge i skolernes ferie- uge 32, 5. august til 11. august er der køkkenpigeuge, hvor kan man købe madam blå kaffe. Tag børnene eller børnebørnene med, og lad dem lave din kop kaffe og lad dem servere den for dig, tillige med at de lærer lidt dannelse som ”i gamle dage”.

Herefter vil der igen kun være åbent på gården torsdag og søndag kl. 12-16 frem til 29. august, hvor sommersæsonen slutter på den gamle museumsgård, men der kommer mange flere arrangementer i løbet af året så følg med her i avisen eller på sognefogedgårdens facebook-side.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...