Lørdagskoncert på Frederikshavn Bibliotek

FREDERIKSHAVN: Der er lagt op til en stemningsfuld og intim solokoncert med Maria Elizabeth Hersing lørdag 14. december, kl. 16.00-17.00, på Frederikshavn Bibliotek. Dagens gæst akkompagnerer sig selv på guitar til hendes egen udgivelse ”Vintersange og Julesalmer”.

Julekoncerternes tid er over os - også på Frederikshavn bibliotek, som har engageret sangeren, guitaristen og komponisten Maria Elizabeth til at bringe os i den helt rette stemning.

Dagens gæst akkompagnerer sig selv på klassisk guitar til ”Vintersange og Julesalmer” fra hendes egen udgivelse af samme navn, bl.a. skrevet i samarbejde med sangeren og komponisten Sys Bjerre. Maria Elizabeth krydrer egne sange med nogen af de kendte julesalmer, bl.a. ”Dejlig er jorden” og ”Når Julesneen falder hvid”. Maria Elizabeth har tidligere givet koncert på Frederikshavn Bibliotek, hvor hun tryllebandt et talstærkt publikum.

Maria Elizabeth Hersing er uddannet ved Det Jydske Musikkonservatorium i Århus samt The Manhattan School of Music i New York. Hun debuterede i 2011 som sanger og sangskriver med CD’en ”Like a Feather”, som modtog fine anmeldelser. Siden har hun spillet talrige koncerter og medvirket som sanger og komponist i flere forskellige sammenhænge.

Billetterne finder du på bibl.frederikshavn.dk under Det Sker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...