Livsstilsbutikken flytter ind i de lokaler, der tidligere husede Ozon

FREDERIKSHAVN: Det er kun syv måneder siden, at Tina Søndergaard Frederiksen i en alder af 50 år tog springet fra jobbet som controller hos VICTOR DST i Kattegat Silo til en tilværelse som butiksejer i gågaden.

- Det var en drøm, som gik i opfyldelse, og jeg har heldigvis fået en meget fin modtagelse af frederikshavnerne og byens gæster.

- Derfor flytter jeg for at få mere plads og en endnu bedre placering i gågaden, forklarer Tina Søndergaard Frederiksen.

Tina Søndergaard Fredreiksen rykker ind i de lokaler, der indtil i august husede tøjbutikken OZON - nemlig på hjørnet af Thuesen Bergs Gade og Danmarksgade,

SØNDERGAARD F sælger brugskunst, specialiteter, tøj, sko og smykker til kvinder, værtindegaver/gavekurve, specialøl fra Skagen Bryghus, vin og spiritus samt ikke mindst lys fra eget støberi, Kertehuset Lillelys.

- Jeg har været super glad for at være i de hyggelige lokaler i Søndergade. Her er fyldt med sjæl og varme. Min nye butik har et mere moderne look, men vi gør alt, hvad vi kan for at skabe den samme sjæl og varme, lover Tina Søndergaard Frederiksen.

Hun er bevidst om, at hun med flytningen lander direkte i opgravningen af gågaden.

- På kort sigt er det selvfølgelig en udfordring, at entreprenørmaskinerne i anden halvdel af 2020 graver store huller foran min butik.

I den forbindelse har min udlejer dog udvist en usædvanlig stor forståelse, som er afgørende for, at jeg tør flytte, selv om gågaden bliver gravet op, forklarer indehaveren af SØNDERGAARD F.

Det er Ejendomsudlejer Johnny Frandsen, som ejer bygningen i Danmarksgade 58.

På længere sigt glæder Tina Søndergaard Frederiksen sig over, at netop området foran hendes kommende lejemål er udset som ét af to samlingspunkter i den nye gågade, der efter planen står færdig inden jul i år.

Går alt efter planen, åbner SØNDERGAARD F i Danmarksgade 58 i slutningen af februar. Indtil da er butikken i Søndergade 9 åben, som den plejer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...