DDS-Peter Wessel Spejdergruppe inviterer til aktivitetsdage i vinterferien

FREDERIKSHAVN: Udeliv, nye venner og spændende aktiviteter er DDS-Peter Wessel Spejdergruppes tilbud i vinterferien. Sammen med spejderne inviteres byens børn til bl.a. at lave deres egne perler, tyde koder, lave mad over bål, deltage i skægge lege og ikke mindst møde nye kammerater.

Peter Wessel Spejdergruppe opfordrer piger og drenge i alderen 6-10 år til at lægge mobiler, tv og computere til side for en stund og i stedet komme og deltage i spejdergruppens aktivitetsdage.

- I vores spejdergruppe lægger vi vægt på at være ude året rundt, fortæller spejderleder Ulla Hariet Jensen, som er en af initiativtagerne bag spejdernes aktivitetsdage.

- Vi ved, at det giver børnene mange gode og særlige oplevelser, de ikke får andre steder, og som samtidig styrker deres fællesskab.

Onsdag og torsdag i uge 8 komme børnene også til at være ude, lave bål og andre klassiske spejderaktiviteter.

- Samtidig vil vi sætte fællesskabet med nye kammerater i højsædet, fortæller Ulla Hariet Jensen, så alle kan få en rigtig god oplevelse.

- Hop i noget varmt tøj og tag en madpakke med, så er du klar til at deltage i Spejdernes vinterferieaktiviteter, lyder opfordringen fra Ulla Hariet Jensen.

Aktivitetsdagene foregår kl .10 - 14 onsdag 20. februar og torsdag 21. februar i spejderhuset Perlen på Rosevej 64 i Frederikshavn.

Det er gratis at deltage, og vil man gerne have en voksen med, så er de også velkommen. Vi har kaffe på kanden. Tilmelding er ikke nødvendig.

Få mere at vide om spejdergruppen på gruppens hjemmeside: peter-wessel.dk.

Peter Wessel Spejderne på Rosevej 64 er en del af DDS-Det Danske Spejderkorps, som i over 100 år har lavet spejderaktiviteter for børn og unge i Frederikshavn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...