Det er de færreste butikker og handlende der ikke er mærket af Corona krisen, men enkelte oplever at folks øgede tid derhjemme giver mulighed for øget salg.

- Ud over mig selv er vi to mand på værkstedet, og da nedlukningen blev annonceret tænkte jeg, at det måske kunne blive nødvendigt, at sende en mand hjem. Men i sidste uge fik vi pludselig utrolig travlt på værkstedet, fortæller Michael Jensen

- Folk har behov for at komme ud i den friske luft, så cyklen skal trimmes og gøres klar. Derudover har vi haft stor interesse for især vores el-cykler. Selvom de cykler vi sælger ligger i den dyre ende, vil man gerne betale lidt ekstra for at få en god kvalitet. Og vi mærker også en stor interesse for at støtte de lokale butikker.

- Vi sørger selvfølgelig for at alt foregår efter alle forskrifter. Vi har håndsprit og sørger for at kunderne ikke står for tæt i butikken. Men generelt er de fleste gode til at tage hensyn, fortæller Michael Jensen, der er indehaver af Herluf Cykler.

Intersport Frederikshavn

- Jeg oplever et stort behov for at holde sig i gang derhjemme, når man ikke længere kan træne som man plejer. Især da fitness-centrene lukkede, mærkede vi en stor efterspørgsel efter hjemme-træningsudstyr som sjippetov, elastikbind og håndvægte, siger Kasper Kristensen fra Intersport Frederikshavn.

- Og det har også givet en helt ny gruppe af løbere. Når man ikke kan komme i centret, er løb en god måde at få brændt lidt kalorier på. Jeg har haft rigtig mange nye løbere, og dem har jeg forsøgt at lave gode tilbud til, for som ny løber er man måske ikke helt klar til at bruge 1.500 kr. på et par highend sko. Og de gode vandresko er der også stor efterspørgsel på. En god lang gåtur, er virkelig blevet populært.

- Vi har tilbudt udbringning, så folk ikke behøvede at bevæge sig ned i butikken, hvis de var utrygge. Det har været en succes og vi mærker virkelig en stor interesse for at købe lokalt. Det er fantastisk at mærke den opbakning fortæller Kasper Kristensen, som har sendt personalet hjem, mens han prøver at klare butikken alene.

Fiskeriet

Vi har virkelig haft travlt i de sidste par uger. Jeg tror at man får ekstra lyst til at lave god mad, når det hele bliver lidt trist, restauranterne er lukkede, og man er tvunget til at være derhjemme. At priserne så samtidig på grund af manglende efterspørgsel, har gjort det 30-40% billigere at spise ædelfisk som Helleflynder, Havtaske og Rødtunge, hjælper også på det.

Rejer har vi også haft gode priser på, da vi har hjulpet både Chrisfish og Læsø Fiskeindustri med at sælge rejer, som var produceret til eksport, men som ikke kunne komme ud af landet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...