Høj søgang på bibliotekerne i vinterferien

FREDERIKSHAVN: Havet er temaet på børnebiblioteket i uge otte, hvor deltagerne bliver meget klogere på søstjerne, blæksprutter, hvaler, finurlige skildpadder og andet kryb og kravl på havets bund.

Hvor mange arme har en blæksprutte, og hvilken farve kan sådan en fætter egentligt have? Måske skal du snart i skole, eller synes du, det med tal er virkelig sjovt, så tag en tur på biblioteket og lav din helt egen tællesprutte. Den kan hjælpe dig med at lære tallene op til otte.

- Vi tæller, finder de rigtige farver, klipper, skriver tal og hygger på Frederikshavn Bibliotek, tirsdag 18. februar, kl. 10-13, mens vi lærer at lave den sejeste TælleSprutte, forklarer Iben Melsvik fra biblioteket.

Har du nogensinde rørt en krabbe eller mærket sugefødderne på en søstjerne?

Vidste du at søstjernernes mund sidder på undersiden af kroppen, og at den bruger sugefødderne som smagsløg? Lyder det spændende, så kom forbi børnebiblioteket i Frederikshavn, onsdag 19. februar, kl. 10.30-12.30, når Nordsøen Oceanarium kommer på besøg.

Oceanariets guide har taget vand og havdyr med, og mens deltagerne får lov til at undersøge og føle på alt det, der kryber og kravler på havets bund, gør guiden os meget klogere på, hvad der lever ved de danske kyster.

Spruttende, nuttede hvaler, finurlige skildpadder og andre sjove havdyr kan man møde onsdag 19. februar, kl. 10-13, hvor der står ”Forunderlige Havdyr” på programmet.

- Vi skal gøre brug af ganske få nye ting og en hel del af hverdagens skrot, og så slipper vi fantasien løs, fortæller Iben Melsvik.

- Vi holder åben kreaworkshop fyldt med æggebakker, piberensere, maling, toiletruller og alt det, du skal bruge for at lave dit helt personlige havdyr. En oplagt mulighed for hele familien til et par miljøvenlige og kreative timer.

Et helt specielt projekt i vinterferien er ”Flaskeposter til Grønland”.

Kunstner Lotte Dyhrberg kommer lørdag 22. februar, kl. 13-16 og hjælper os med at dekorere flaskerne efter alle kunstens regler.

Men det vigtigste er indholdet, og derfor skal deltagerne lave et brev, en tegning eller noget andet fantastisk.

Flaskeposterne bliver efterfølgende sendt over havet, hvor de bliver udstillet på Grønlands Landsbibliotek i Nuuk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...