KOMMUNEN: I samarbejde med Spar Nord Fonden og hummel støtter AaB’s årlige velgørenhedstrøje i 2020 personaleforeningerne på de to nordjyske hospitaler med 100 kroner pr. solgt trøje.

Gennem de seneste par uger har AaB været i dialog med personaleforeningerne på de to hospitaler om muligheden for, at støtten fra årets trøje kan gå til de mange sundhedsarbejdere, der grundet corona-krisen yder en ekstraordinær indsats i denne tid, og dette er nu faldet på plads.

- Som klub mener vi, ligesom så mange andre, at det er på sin plads at fremhæve det danske sundhedspersonale, og vi har i den forbindelse valgt at give personalet på Regionshospital Nordjylland med base i Hjørring og Aalborg Universitetshospital et skulderklap som anerkendelse for det særlige arbejde, de i disse tider yder, understreger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

- Sammen med hummel og Spar Nord Fonden håber vi derfor, at der via salget og som en del af Hele Nordjyllands Håndsrækning vil komme et velfortjent bidrag til de to personaleforeninger, lyder det fra Thomas Bælum.

Den nye trøje, der hermed er AaB’s nye tredjetrøje, er allerede nu til salg i AaB’s webshop til en særpris på 399 kr. og for hver solgt trøje går 100 kr. ubeskåret til de to personaleforeninger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...