Donation kommer de unge til gavn

FREDERIKSHAVN: Bangsbo Freja har netop fået et kontant skulderklap fra en af klubbens støtteforeninger nemlig Bangsbo Frejas Bingoklub. Denne gang har de glade givere, repræsenteret ved Jan Schou, overrakt 50.000 kroner til Bangsbo Freja.

Faktisk er det anden gang i år at Bangsbo Freja modtager 50.000 kr. fra Bingoklubben.

- Vi er meget beæret over at modtage så store beløb fra vores støtteforening, men vi ved også, at de frivillige i Bangsbo Frejas Bingoklub gør et kæmpe arbejde for at samle de mange penge ind. Der bliver afholdt bingospil i Bingohallen i Hobrogade flere gange om måneden, og de frivillige i bingoklubben stiller op hver gang der er spil og dét med stor succes, siger Jan Nymark, formand i Bangsbo Freja.

Donationen er ikke noget klubben har budgetteret med.

- Derfor kan vi bruge pengene til noget ekstraordinært til gavn for specielt vores ungdomsafdeling. Det kan eksempelvis være sociale arrangementer for vores hold, og vi er meget lydhøre overfor klubbens trænere, spillere og forældreråd, når de kommer med ønsker af den ene eller den anden art, siger Jan Nymark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...