De Skøre Strømere er snart på gaden i Frederikshavn igen

FREDERIKSHAVN: Lørdag 30. marts i forbindelse med lokal lørdagsshopping, vil du møde sjove strømere i gågaden - så giv agt!

Foråret er på trapperne og snart er det påske, byens butikker bugner med friske forårsprodukter i tidens trends og spisestederne står snart klar med hyggelige madoplevelser på terrasserne.

- Vi glæder os til at skabe en masse spændende og sjove shoppingoplevelser i Frederikshavn, i tæt samarbejde med vore medlemmer og lokale samarbejdspartnere til glæde for byens borgere, kunder og gæster, udtaler handelschef i FREDERIK Dan Kobberup.

Skøre Strømere - patruljere til fods, til hest og på tandem.

Skøre Strømere er et skrupskørt hårdtslående politikorps, der kan sættes ind overalt, hvor der skal strammes op på lov og orden. Siden 2004 har Skøre Strømere patruljeret på kulturnætter, gågader, festivaler, kræmmermarkeder og dyrskuer i det ganske land samt ved diverse konferencer, indvielser, receptioner og events. Derudover har korpset ved flere lejligheder og med stor succes optrådt på udenlandske teaterfestivaler.

Skøre Strømere er ikke en teaterforestilling i traditionel forstand, men ”udrykningsteater”, der består af en række enkeltstående optrin, der danner rammen omkring skuespillernes improvisationer.

Arrangementets karakter, de fysiske rammer og publikum i samspil med aktørerne er med til at skabe resultatet.

Skøre Strømere, når det gælder landets sikkerhed og forkælede børn, utilstrækkelige voksne og andre kriminelle kan bare vente sig.

I Frederikshavn vil Skøre strømere bestå af Niels Grønne, Martin Ingleby og Niels Peter Kløft og kan opleves i gågaden mellem klokken 11 og 12 og igen fra klokken 13 til 14.

Eventet afvikles i et lokalt samarbejde mellem Frederikshavn Teaterforening og FREDERIK handel- og virksomhedsforening.

FREDERIKs næste større shopping-event er påskelørdag, hvor butikkerne har udvidet åbningstiden fra kl. 10.00-16.00, og der vil være masser af hyggelige og gratis oplevelser i børnehøjde.

I forbindelse med byens store sportsevent Rødspættecup, har FREDERIK igen i år søgt om dispensation om udvidet åbent på helligdagene.

Omkring 20 butikkerne har udover påskelørdag, valgt at udvide åbningstiden og holde åbent torsdag, fredag og søndag. - se listen på www.frederik.nu

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...