Tirsdage 9., 16., 23., og 30. juli fra kl. 16-20 afholdes Sjov på Strandby Havn; et arrangement som kun er blevet større og større gennem årene.

Solen står højt over havnen i Strandby tirsdag 9. juli da årets første arrangement blev afholdt. Både børn og gamle er samlet på havnen, hvor der overalt er gang i aktiviteter for enhver smag. Havnen boomer af nordjysk sjæl med sine mange kræmmerboder, fiskekuttere, kolde fadøl, frisk fisk, livemusik og alverdens aktiviteter for de små; og der er altid nye tiltag på vej, fortæller Peter Stokbro Larsen:

- Der sker løbende forskellige aktiviteter, som hele tiden bliver fornyet netop for, at dem som kommer alle fire gange, kan opleve noget andet hver gang de kommer.

Sjov på Strandby Havn startede i sin tid som et projekt der havde til formål at udvikle turismen, og det har det minsandten gjort. Begivenheden tiltrækker et væld af turister, som nyder at de kan købe frisk fisk på auktionen, og at de kan komme på sejltur med en gammeldags fiskekutter. Nogle af de nordiske turister er endda vendt tilbage i år, efter at have nydt sidste års arrangement, og har nu hevet alle deres venner med til det nordjyske.

På havnen samles de lokale og turisterne om festlighederne, og det nyder de deltagende i høj grad. Kirsten Thomsen fra Frederikshavn har en bod på havnens kræmmermarked for tredje år i træk. Her står hun og sælger ud af sine ting, og hun nyder at snakke med de mange folk som kommer forbi. ”Det er så hyggeligt når der kommer turister, som man kan tale med”, siger hun smilende.

Sjov på Strandby Havn er drevet af frivillige hjælpere, som møder op i sommerugerne, for at hjælpe i diverse madboder og lignende. På denne måde bakker de lokale op om projektet, og desuden hjælper et par af turisterne også til.

Diverse foreninger og lignende er også mødt op på havnen. Sjov på Strandby Havn er nemlig det ideelle sted, at samle nye medlemmer og gøre opmærksom på sig selv fortæller de hos Elling sogns lokalhistoriske arkiv. Her arbejder de blandt andet med slægtsforskning i de nordjyske lokalområder, og de håber især, at deres deltagelse i dette arrangement vil tiltrække de unge medlemmer. Desuden synes de, at det er enormt hyggeligt at deltage i festlighederne.

I år har Sjov på Strandby Havn fået et sejl over spiseområdet og scenen, området er blevet asfalteret, og der arbejdes på at gøre kajen mere turistvenlig og hyggelig. Der kæmpes hele tiden for, at samle flere ressourcer til at udvikle projektet, fortæller Peter Stokbro Larsen:

- Ansøgnings mæssigt er vi sindssygt meget i udvikling.

Peter Stokbro Larsen er overvældet af stolthed, når han fortæller om arrangementet, og han brænder for at fortsætte den positive udvikling. ”Når vi kan trække så mange mennesker til og få så mange glade mennesker samlet på havnen, så er det værd at kæmpe for”, siger han med et smil på læben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...