Efter en veloverstået sommerferie er Seniorkoret Frederikshavn, der er Ældre Sagens sangkor, klar til at tage fat på de ugentlige øvedage fredag eftermiddag i Abildgård Kirkes store sal.

- Efter et travlt forår med en del koncerter ser efterårssæsonen meget fredelig og rolig ud, fortæller Erik Greffel fra korudvalget.

Koret begynder med at samles fredag den 16. august og fremover næsten hver fredag.

Abildgård Kirke afholder Abildgård marked lørdag den 31. august, hvor Seniorkoret står for ”loppemarkedet”, og derfor er der ikke sangøvelse fredag den 30. august.

- Vi modtager gerne ”lopper”, dog ikke møbler, fra alle. Det man kan undvære og gerne vil skænke til loppemarkedet kan afleveres i Abildgård Kirke, eller der kan laves en aftale om at afhente ”lopperne”, hvis man ikke selv er i stand til at levere dem.

Men allerede søndag den 18. august medvirker koret ved Høstgudstjenesten i forbindelse med høstfesten på Knivholt.

Ellers er der ingen arrangementer før julekoncerten i Frederikshavn Kirke den 12. december og i Mormonkirken den 15. december.

- Hvis der er nogen, der har lyst til at høre koret, hvis repertoire omfatter alt fra operettemelodier til danske sange og salmer, kan man kontakte korets formand Jutta Rasmussen eller korleder Liselotte Larsen.

- Som sædvanlig er alle, der har lyst til at synge, og som ikke er helt tonedøve, velkomne i Seniorkoret, slutter Erik Greffel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...