Stor interesse for for foredrag om børnekræftoverleveres senfølger

FREDERIKSHAVN: Mandag d. 11. marts var der i Frederikshavn fokus på børnekræftoverleveres senfølger. Kræftens Bekæmpelses lokalforening havde nemlig inviteret alle interesserede til debatarrangement for at oplyse, skabe opmærksomhed og synlighed omkring de udfordringer, som mange børnekræftoverlevere oplever, når de vender tilbage til hverdagen efter at være blevet erklæret kræftfrie.

Aftenen bød på oplysning omkring senfølger på børnekræftoverlevere, personlige oplevelser, spørgelysten og et panel, som var klar til at svare på de fremødtes og hinandens spørgsmål. Og spørgsmål var der mange af.

Hvordan er livet som børnekræftoverlever? Hvor meget fylder senfølger? Hvad er senfølger? Hvordan er mødet med hverdagen igen? Hvordan oplever børnekræftoverlevere mødet med kommunen? Er systemet gearet til at hjælpe denne gruppe? Hvordan kan kommunen hjælpe? Er vi opmærksomme nok på denne gruppe? Hvad er de praktiserende lægers rolle?

Der var ingen tvivl om, at lokalforeningen med dette emne havde ramt et følsomt punkt; både hos de fremmødte, kommunen og paneldeltagerne.

- Vi er utrolig glade for den fine opbakning omkring mødet. Vi vidste på forhånd, at det var et meget følelsesladet emne, der skulle debatteres. Vi ved aftenen har sat mange tanker i gang, både som enkeltpersoner, kommunalt og lægemæssigt. Det var jo det vi ønskede med aftenen, udtaler lokalforeningsformand Fie Mølholt.

Aftenen bød ikke på nye konkrete tiltag, men nogle af de fremmødte, som også er ansat ved Frederikshavn Kommune, gav udtryk for, at de i deres arbejde fremadrettet ville have mere fokus på og klæde deres kolleger på, til at være mere opmærksom på senfølger, og understøtte de børn og unge, som de møder i deres hverdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...