På torsdag går det løs, når 300 både rammer Skagen

SKAGEN: Der er lagt op til et flot syn, når op mod 300 sejlbåde i løbet af Kr. Himmelfartsdag ankommer til Skagen i forbindelse med Skagen Race, der som altid er arrangeret af Bærum Seilforening.

Og selv om traditionen foreskriver, at turen går fra Norges kyst, så kan man altså også deltage i racet selv om man bor andre steder.

Således er der kapsejlads-start fra Åsgårdstrand, Arendal, Marstrand, Helsingør, Aarhus og Kiel.

Og da der samtidig er tradition for, at mange andre lystsejlere også benytter de ekstra fridage til at sejle til Skagen, bliver der sikkert fyldt godt op i havnen.

Det gør der også på selve kajen, for det farvestrålende skue trækker mange mennesker ned på havnen for at deltage i festlighederne sammen med de mange sejlere.

Akkurat som sidste år deltager også Norges tidligere skoleskib, fuldriggeren ”Christian Radich”, som dermed også vil være et markant indslag i havnebilledet under Skagen Race.

Nu er sejladsen jo en konkurrence og der er derfor også præmieuddeling til de hurtigste sejlere.

Præmieuddelingen, som borgmester Birgit Hansen hjælper med at få afviklet, foregår fredag 31. maj kl. 12, hvor vinderne af Skagen Race 2019 kåres.

Turistdirektør René Zeeberg er konferencier - og måske fik han de sidste dessinner om den opgave, da han mandag holdt åbningstalen ved Skagen Race i Oslo med gode kollegaer og et rungende Skagen Hurra.

- Vi takkede Bærum Sejlforening og styrets leder Christian Gundersen, Lars Wilhelmsen og de 30 frivillige for stort engagement, fortæller René Zeeberg, der understreger, at skippermødet er blevet en fast tradition at deltage i.

- Men i år var det det største nogensinde . også selvfølgelig havde vi medbragt fiskefrikadeller fra Skagen, lyder dte fra turistdirektøren.

Men tilbage til fredagens præmieuddeling.

Den foregår i ”Race Village” for enden af Gl. Pier med Skibet ”Christian Radich” som scenerum.

”Race Village” er i øvrigt åben torsdag og fredag fra 10-17 med forskellige stande og telte med diverse sejlerudstyr.

Fredagen byder i øvrigt på optog med ”Tordenskioldsgarden” kl. 11.

Optoget går fra Kappelborg ned mod lystbådehavnen. Her spiller de igen ved ”Christian Radich” kl. 12.00 som optakt til præmieoverrækkelserne.

Fra 14-17 er der åbent skib på ”Christian Radich” og i samme tidsrum kan man få sig en gratis tursejlads med RIB båd i Skagen Havn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...