Sæby og Strandby klar til en række fællestræninger for U-18 holdene

SÆBY/STRANDBY: Floorballklubber går sammen om et fælles U-18 hold for at kunne matche landets bedste hold.

Til den kommende sæson indleder Sæby Floorball og Strandby Tornados samarbejde om deres herre U-18 hold.

Ifølge formanden for Sæby Floorball, Hans Jørgen Nørgaard vil holdene primært træne i moderklubberne og afholde fællestræninger mindst en gang om måneden på skift i Sæby og Strandby.

Samarbejdet skal ses som en start for at fastholde egne talenter, så der kan blive en naturlig fødekæde til seniorholdene.

Et fælles U-18 hold er ligeledes en måde at give spillerne et godt afsæt i deres floorball. Man har i både Sæby og Strandby en lovende ungdom, som er med på højeste niveau.

Frederikshavn kommune har talentsportsklasser fra 7. til 9. klasse og sportsklasser på de gymnasiale uddannelser. Et samarbejde mellem skolerne og klubberne er vigtig for at spillerne kan få en god uddannelse, men også muligheden for at udvikle sig som floorballspiller.

-Det gælder spillere af egen avl men også de spillere som måske søger andre udfordringer rundt om i landet. Det er vigtigt, at vi får os markeret, så oplandsklubberne i Frederikshavn kommune ikke bliver glemt, siger udviklingskonsulent hos Strandby Tornados, Jonas Risom.

-Til en normal holdtræning i klubberne glemmer man ofte den individuelle træning, som grundig fysisk træning samt en udvikling af spillernes koordination og smidighed. Her kommer morgentræningerne, samt andre tilbud fra talentsportsklasserne og sportsklasserne ind i billedet, fortæller Jonas Risom.

Sportslig koordinator hos Talentsportsklasserne og Sportsklasserne, Brian Høj kan ikke skjule sin glæde over udviklingen i floorballklubberne.

-Det gør mig simpelthen så glad, at det lykkedes at lave et samarbejde på tværs af de to klubber. - -Jeg håber at dette samarbejde kan smitte af på andre klubber og foreninger i Frederikshavn Kommune.

-Det giver nogle større muligheder for differencering, altså at udøvere kommer til at træne og spille med nogle andre, som i højere grad er på samme niveau. Det gælder både de udøvere, som satser på elite og dem, som spiller for motionens skyld uden at have større tanker om en sportslig karriere.

-Jeg ser det som en kæmpe styrke og på den måde tror jeg på, at vi kan fastholde flere unge mennesker i kommunens foreninger.

Floorball i Frederikshavn Kommune er stort - også hvis man kigger ud i resten af Danmark, så det er ikke utænkeligt, at sådan et tilbud kan forstærke valget på Frederikshavn, som et sted at tage en uddannelse og dyrke sin floorball samtidig.

Sæby Floorball spiller i næste sæson i 2. division og her er målsætningen, at man inden for en kort årrække kommer op i 1. division. Hos Strandby Tornados er målet at få sig placeret som et fast midterhold i ligaen, som kan drille de store.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...